New York Times rapporterede i forgårs, at fast food-kulturen har taget livet af Middelhavsdiæten. Det første og hårdest ramte land er Grækenland. Her har forhøjet blodtryk og kolesteroltal, diabetes meldt sig blandt de traditionelle børnesygdomme – to tredjedele af børnene og 60 % af de voksne er overvægtige.
Med Middelhavsdiætens pludselige bortgang, kan man kun håbe at den verserende myte om det franske paradoks også går bort i glemselens tåger. Det franske paradoks – at franskmænd lever længe og godt selv om de spiser mættet fedt og drikker rødvin til – har kloge hoveder forsøgt at forklare med de flerumættede fedtsyrer i olivenolie og med resveratrol, en antioxidant fra rødvinsdruer.
Det vil efter min mening være meget mere interessant at diskutere det vestlige paradoks. Nemlig det faktum, at mens selvsamme kloge hoveder begejstret og med industriens støtte forsøger at putte resveratrol i maden ad teknisk eller genteknologisk vej, metastaserer samme industri, med Coca-Cola, Burger King, McDonalds, Yum! og hvad de nu ellers hedder i front, over hele kloden, med fatale konsekvenser for traditionelle madkulturer.
Sjældent har vi vidst mere om mad end vi ved nu, men alligevel bliver vi fede og dør som fluer. Måske skyldes det, at kloge hoveder ikke er i stand til at se skoven for bare træer.
Skriv et svar