Forleden forsvarede Svend Skafte Overgaard sin phd-afhandling om Mikkel Hindhede, Fra Mad til Ernæring – Mikkel Hindhedes ernæringsdiskurs og dansk madkultur 1900-1945. Mikkel Hindhede, som levede fra 1862-1945, var læge og bedst kendt for at have udfordret datidens dogmer, som sagde, at mennesket havde brug for rigeligt med proteiner – typisk fra kød. Hindhede mente man sagtens kunne erstatte kød med kartofler, grød og brød.
Han udgav en Økonomisk Kogebog i 1907, hvori han selvfølgelig påpegede de økonomiske fordele ved en asketisk livsførelse, men også gjorde opmærksom på at opfattelsen af proteiner som grundsten i menneskets ernæring truede hele samfundet. Han anstillede forsøg med sig selv og sin assistent, Frederik Madsen. Forsøgene virker i dag temmelig brutale, fx levede Madsen i perioden 1911-1917 således af:
- Brød og margarine i 16 måneder
- Kartofler og margarine i 12 måneder
- Brød, frugt og margarine i 11 måneder
- Brød, kartofler og margarine i 2 måneder
- Brød, runkelroer og margarine i 2 måneder
- Bygvandsgrød, sukker, margarine i 6 måneder
- Brød, kartofler, kål, frugt i 8 måneder
– kun afbrudt af en bryllupsfest, der blev fejret med kartofler, grønærter og abriksossuppe som dessert. Ved en anden lejlighed spiste Madsen grovkost, med et halvt kilo klidbrød (af rugklid) hver dag i næsten halvandet år. Madsen overlevede. Og Hindhedes principper blev respekteret af datidens politikere og brugt i den rationering, der blev indført i Danmark i krigsårene 1917-1918.
Det var ikke lige populært alle steder: Jeg har tidligere nævnt Hindhedes argeste modstander, Johanne Christiansen, selv læge, som i kampskriftet Mad er Mandens Kraft skriver om proteindiætens velsignelser – og bl.a. fremhæver øjentørsot, som er en af konsekvenserne af en kost uden A-vitamin (som findes i smør og mælk, men ikke fandtes i datidens margarine og »futmælk«).
Denne blogger hæftede sig især ved at Overgaard har haft fokus på ernæringsdiskursens (og kostrådenes) sammenhæng med ideologiske og sociokulturelle forhold. Man kan kun håbe, den udkommer i bogform og at emnet inspirerer, for den sammenhæng trænger sandelig til at blive belyst i dag.
Overgaards afhandling blev af opponenterne kaldt et pionerarbejde – og lad os håbe, at det er tegn på at den sociologiske, humanistiske og historiske forskning kan bruges til at oplyse de til tider noget tågede sammenhænge mellem industriinteresser og mere eller mindre seriøs kostrådgivning, vi oplever i dag.
Skriv et svar