I Danmark er maden kun mad – endnu da. Sådan skrev en begejstret professor Marion Nestle fra New York University på sin blog, da hun i begyndelsen af juni sidste år besøgte Danmark i forbindelse med den niende nordiske ernæringskonference . Men hun bemærkede også at uskyldens dage snart er forbi – takket være EU bliver 2009 det sidste år, vores mad endnu har sin relative uskyld i behold. Fra og med 2010 kan vi finde fødevarer med ernæringsanprisninger, populært kaldet functional foods, på hylderne i supermarkederne. Der er mange gode grunde til at råbe vagt i gevær over for denne udvikling – og vi skal gøre det i 2009, mens vi stadig har rigtig mad i erindringen.
Sundhedsanprisningerne er nemlig først og fremmest markedsføringsgimmicks – mens det er tvivlsomt om de vil gavne meget på sundheden generelt. Resultaterne af harmoniseringen vil være – og jeg sætter gerne min gamle hat på højkant – at resterne af vores madkultur lider skade og udbuddet af friske råvarer bliver mindre. Dertil kommer at markskrigeriet gør det sværere for forbrugere uden specialviden at orientere sig i udbuddet af fødevarer og vælge mellem sundt og usundt. Og stigningen i antallet af kostrelaterede livsstilssygdomme vil, på trods af løfterne fra producenterne af funktionelle fødevarer, højst sandsynligt fortsætte eller måske endda øges.
En sundhedsanprisning fortæller, at en fødevare indeholder en bestemt komponent – og at denne komponent har en gavnlig effekt på et eller flere aspekter af helbredet. For eksempel kan der på en pakke cornflakes stå, at den indeholder fibre og at fibre er godt for tarmfunktionen – eller på en margarine stå, at den indeholder plantesteroler, og at plantesteroler nedsætter risikoen for hjerte- karsygdom. En af de mest almindelige definitioner på funktionelle fødevarer er, at der skal være tale om produkter, hvor den: »gavnlige fysiologiske effekter af produktet overstiger almindelige effekter af næringsstoffer og kan forbedre velværet, sundhedstilstanden og/eller reducere risikoen for sygdom« (BioZoom nr. 3, 2006 ).
Definitionen omfatter kun »produkter«, altså industrielt forarbejdede fødevarer. Råvarer som kål, gulerod, selleri og æble er ladt ude fra det gode selskab. Og man kan altså angiveligt blive sundere end sund hvis man spiser de berigede, funktionelle fødevarer. Selv om der er fibre og plantesteroler i både kål, gulerod, selleri og æbler, vil – og kan – de ikke blive markedsført som sunde på samme vis. Der vil i modsætning til de uemballerede, trist forekommende grøntsager, nemlig stå med flammeskrift på emballagerne, at de indeholder sunde komponenter. I virkeligheden vil den eneste reelle ernæringsoplysning være det, der som regel står med småt på emballagen, nemlig at fødevaren med den funktionelle komponent skal indgå i en »varieret diæt og aktiv livsstil« – man vil med andre ord ikke have gavn af de funktionelle komponenter hvis man i forvejen lever et usundt liv.
Sundhedsanprisninger og funktionelt markskrigeri er først og fremmest markedsføringsgimmicks, der har til formål at flytte forbruget fra råvarer til de – alt andet lige – som regel mindre sunde industriprodukter. Det er derfor ikke helt uinteressant, at det »European Consensus Document« , definitionen på funktionelle fødevarer oprindeligt stammer fra, er formuleret af ILSI, International Life Sciences Institute. På trods af det neutralt og måske endda forskningsklingende navn er ILSI en lobbyorganisation, der arbejder for at lette den administrative byrde for medlemsvirksomhederne – herunder altså også at lette markedsføringen af »produkter«. Det gør de ved at inddrage forskere i dialog med virksomhederne og dermed opnå »konsensus«. ILSI blev grundlagt i 1978 af Coca Cola, General Foods, Heinz og Procter & Gamble, og har i dag flere hundrede medlemmer inden for især større firmaer i fødevare-, emballage- og lægemiddelindustrien. Og de fælles regler i EU – som netop nu gør, at vi skal vinke farvel til vores relativt uskyldige fødevareudbud – må i høj grad siges at være en lettelse af de administrative byrder for medlemsorganisationerne.
Problemet med sundhedsanprisningerne er højst aktuelle. Vi er nødt til at føre debatten og vi er nødt til at føre den på gadeplan. Sundhedsanprisningerne kan nemlig, som bl.a. Lotte Holm fra KU Life har været inde på (Journal of Agricultural and Environmental Ethics, 16, 2003), gradvist ødelægge den almindelige, indlærte viden om hvad der er sundt og usundt og skubbe til vores almindelige begrebsverden – og dermed tage luften af den almindelige, videnskabeligt baserede ernæringsrådgivning.
Når vi begynder at spise »produkter« i stedet for at spise »mad«, mister vi samtidig endnu større del af vores forståelse for madlavning, for råvarer og for sæsonbegreber. Opdragelsen til at se på »produkterne« ud fra deres indhold af »sundhedsfremmende komponenter« betyder samtidig at vi mister mange af de andre nuancer i det at spise, som fx de sociale, gastronomiske og glædesmæssige. Den udvikling vil blive hjulpet på vej af supermarkederne, som har en større indtjening på forarbejdede fødevarer end på råvarer, og som selvfølgelig hellere end gerne vil sælge hyldemeter til producenterne af de forarbejdede, nu ekstra markedsførte, varer – og det vil gå ud over især de danskproducerede grøntsager, som fx gulerødder, kål, selleri og æbler.
Skriv et svar