Amerikansk mad er billig og rigelig – men der er ikke ret meget af den, der er af høj kvalitet. Resultatet kan ses flere steder. Befolkningen bliver federe, jorden og grundvandet bliver giftig, og bønderne taber penge på deres arbejde – samtidig med at man snart ikke kan sætte tænderne i en grøntsag uden at udsætte sig for angreb fra en sygdomsfremkaldende, muligvis antibiotikaresistent, tarmbakterie.
Der er mange visionære madtænkere i USA. Michael Pollan, Alice Waters, Eric Schlosser osv. Men de har ingen praktisk sans, siges det. Der er også mange der har en praktisk sans – i Landbrugsministeriet (USDA). Men de stiller sig tilfreds med at danse efter industriens pibe, siges det.
Derfor har de gode folk på ethicurean.com har samlet ti bud på en holdbar fødevarepolitik. De fleste er ting, der kan gøres bedre i det amerikanske landbrugsministerium (USDA). Budene kommer fra en rundspørge blandt folk, der til daglig beskæftiger sig med praktisk fødevarepolitik og lyders således (på amerikansk):
- Make the USDA once again the “people’s department” with staff that answer to citizens before corporations.
- Start supporting diversified, decentralized food systems right now, and stop risking American lives by encouraging all our eggs to be put in one basket (or hamburger in one plant, peanuts in one processor…).
- Stop using the nation’s kids as a garbage disposal.
- Give us clear information about where our food comes from and how it was produced.
- Start protecting us from food gone wrong, and GE crops gone wild.
- Usher in a new era of conservation.
- Make a firm investment in non-biotech agricultural research – and make sure it stays in the public domain.
- Help more people become farmers, and help the ones who’ve made that difficult choice succeed.
- Level the pasture for small farmers and ranchers.
- Realize where the market has failed and help us weather it.
Originalen – med lidt mere fyldige argumenter for hvert punkt – kan læses her og her . Danmark er ikke USA. Men alligevel klinger det første bud på en bæredygtig madpolitik sært bekendt. Især når man erindrer hvordan vor egen Minister for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri i Berlingske Tidende definerer sit eget ressortområde:
»[…] det er 15, f-e-m-t-e-n, år siden, at man havde et ministerium, der alene beskæftigede sig med det danske landbrug. Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri i dag har et arbejdsområde, der dækker hele vejen fra jord til bord og blandt meget andet også dækker fødevareindustrien, erhvervsfiskeriet, omkring 50.000 fødevarebutikker, cirka 150.000 lystfiskere, ligesom vi også støtter levevilkårene for alle de 800.000 beboere i de danske landdistrikter. Og hvad med de knap 200.000 der er beskæftiget inden for fødevaresektoren? […]«
For os, der kan huske hyleriet, da Ritt Bjerregaard i sin tid lavede ministeriet om til et fødevareministerium og satte forbrugerne i højsædet lyder det sært hyklerisk. … Jeg giver i hvert fald en lunken elefantøl til den, der kan finde vores, forbrugernes tarv i den smøre. Jeg får også en sær smag i munden, når jeg læser ministerens oplæg til hvordan dansk landbrug skal se ud i 2022 :
- Danmark skal være en "Agro Food Valley" – et af verdens førende fødevareindustrielle centre
- Dansk landbrug skal styrke konkurrenceevnen på alle niveauer, herunder ejerskabsforhold, finansiering, etablering og afsætning
- Landbruget skal forvalte miljø og natur på ansvarlig og forbilledlig vis og være kendt og respekteret for høj grad af dyrevelfærd
- Økologiske landbrug skal have gode rammebetingelser og en hensigtsmæssig udvikling på markedsmæssige vilkår skal understøttes
- Danmark skal være et gourmet-land i kraft af produktion af kvalitetsfødevarer
- Landbruget skal være en del af den danske oplevelsesøkonomi gennem turisme
- Dansk landbrug skal opleve mere smidig og effektiv administration af landbrugsregulering, herunder hurtigere miljøgodkendelser
Er det ikke konkurrenceevnen, eksporten og industrisektorens fortsatte udvikling, der er sat i højsædet – i stedet for kvaliteten af den mad, vi skal putte i munden, den biologiske forsvarlighed (et udtryk, jeg foretrækker for det forslidte »bæredygtighed«) i produktionen, og de kommende generationers adgang til varieret madudbud? Er det ikke bare business as usual?
Skriv et svar