I Mumbai har mange familier ikke længere råd til løg. »Maden smager forfærdeligt, men hvad skal man gøre«, som husmoderen forklarer i et indslag fra BBC. Men løg er ikke den eneste råvare, der er i fare for at blive udfaset – mens løg er steget med 82 %, er æg, kød og fisk steget med 21 % og grøntsager generelt med 59 % i forhold til sidste år. Faktisk ser det ifølge IMF ud til at fødevareprisindekset bevæger sig på samme niveau som i 2008.
Earth Policy Institute udgav for en uges tid siden bogen World on the Edge af Lester Brown – ham, der som leder af World Watch Institute årligt udgav klodens årsberetning, State of the World. Ham, der fik Bjørn Lomborg på finansloven. Brown går for alvor til biddet. Mens vi i tidligere historiske perioder kun har haft klimaet at beskylde for periodevis fødevaremangel og høje priser, er der i seneste års fødevarekriser tale om mange udløsende faktorer, der spiller sammen:
- Større efterspørgsel efter (spise)korn – dels på grund af befolkningstilvæksten (der sidder 219.000 flere med ved verdens spisebord hver dag), dels på grund af at ‘den voksende middelklasse’ på 3 milliarder mennesker i BRIC-landene (Brasilien, Rusland, Indien og Kina) har hørt at det er godt at spise kød, og der derfor går mere korn til foder.
- Klimaforandringer, der gør høstudbyttet mere usikkert – fx blev næsten en femtedel af de russiske hvedemarker ødelagt i en hedebølge sidste år, med det resultat at høstudbyttet faldt med 40 %, priserne tordnede op og den russiske regering indførte et eksportforbud. Men mindre kan også gøre det: Nogle påstår, at for hver grad temperaturen stiger over det optimale i vækstsæsonen, falder udbyttet med 10 %.
- Større efterspørgsel efter biobrændstoffer: En rapport fra verdensbanken, som Guardian fik fingre i sidst, verden var i krise, viser at i forhold til de 140 % prisstigninger man så på fødevarer mellem 2002 og 2008 stod stigninger på energi og gødning kun for de 15 %, mens biobrændstoffer stod for hele 75 %. Fx går store dele af planteolieproduktionen i EU til biodiesel – i Danmark er tallet 80 %.
Læg dertil, at vi forvalter vores ressourcer uacceptabelt – jeg har før nævnt peak everything: Vi løber snart tør for olie, fosfor og vand (rent vand, that is – der er tilsammen mere end 300 millioner mennesker i Indien og Kina, der er afhængige af afgrøder, der kunstvandes). Vi har opbygget et high input-fødevaresystem, der er voldsomt afhængigt af alle tre dele. Desværre har jorden kun begrænsede ressourcer. I år falder Earth overshoot day – den dag, da vi har opbrugt de ressourcer, der kan fornys i løbet af et år og udledt den kuldioxid, der kan optages – allerede den 21. august. Resten af året lever vi på lånt tid og forbruger ikke-fornybare ressourcer og leder kuldioxid ud i atmosfæren.
Det går med andre ord skidegodt.
Men World on the Edge foreslår selvfølgelig også en plan B, der skal redde verden. Planen har fire grundelementer: Klimaet skal stabiliseres, jordens naturlige balance skal genoprettes, befolkningsantallet stabiliseres og fattigdommen afskaffes. Easypeasy: Energien skal udnyttes mere effektivt og omstrukturere transportsektoren. Kuldioxid-udledningen skal begrænses (med 80 % inden 2020, COP15, COP16 og COP17, hvor længe cirkusset nu fortsætter, er en samling wusses), og de fossile brændstoffer skal erstattes med vindkraft, solenergi og geotermisk energi – samtidig med at afskovningen begrænses. Befolkningstallet stabiliseres og fattigdommen afskaffes bl.a. ved at sikre, at alle børn får ret til skolegang og at alle har ret til i det mindste rudimentær lokal lægehjælp – for når børnedødeligheden falder og uddannelsesniveauet stiger, bliver familierne mindre.
Og så handler det selvfølgelig om at effektivisere de systemer, vi har i dag, om genbrug, og om at bruge andre materialer end dem, vi bruger i dag. Lester Brown foreslår bl.a. at man skeler til Braungart og McDonoughs Cradle to cradle-designfilosofi, genbrug og biomimetik (må jeg anbefale at en systemisk designer tager et grundigt kik på Miljøstyrelsens gennemgang af restprodukter i fødevaresektoren?)
Prisen? 200.000.000.000 $ ekstra pr. år. Og det er ifølge Lester Brown sammenligneligt med de udgifter, der vil være til at forhindre de krige og sociale uroligheder, der bliver resultatet, hvis vi ikke gør noget. Spørgsmålet er:
Will we stay with business as usual and enter a period of economic decline and spreading chaos? Or will we quickly reorder priorities, acting at wartime speed to move the world onto an economic path that can sustain civilization?
World on the Edge kan downloades helt gratis fra Earth Policy Institutes hjemmeside.
Skriv et svar