Sul til jul

Some hae meat and canna eat,
And some wad eat that want it;
But we hae meat, and we can eat,
And sae let the Lord be thankit.

Der er vist ingen tvivl om at vi her til lands hører til i den tredje kategori i The Selkirk Grace: Vi har masser af kød, og vi vil gerne spise det.

Så gerne, at de fleste af os tilsidesætter tanken om at dyrene måske ikke har haft det så godt, at miljøet måske lider overlast og at vores krop slet ikke har godt af det, når der er mulighed for en saftig luns. Eller, som naturvejleder Morten D. D. Hansen skrev i Jyllands Posten i begyndelsen af året:

Når det kommer til indkøbene, elsker vi imidlertid mest af alt vores pengepung, og man skal være mere end almindelig åndsbollet, hvis man køber økologiske muhkøer fra et naturplejeprojekt, når der samtidigt afholdes kødfest i Kvickly, og medisteren kan fås til 25 kroner kiloet. Så lukker vi øjnene og takker de højere magter for, at dansk landbrug er langt renere og mere hygiejnisk end de lande, vi normalt sammenligner os med. Og grisene er under alle omstændigheder glade – det står der selv på de lastbiler, der fragter dem sydover på vej mod målet.

Det er den holdning, Forbrugerrådet søger at gøre op med i deres Kødskole og på facebook-siden Madrevolutionen, der stolt programerklærer:

Sammen gør vi op med fupmagerne og dyremishandlerne. Vi presser producenterne, butikkerne og politikerne og skaber debat om, hvad vi forstår ved ordentlig mad.

Og i den anledning inviterede Madrevolutionen i går til åben debat på Facebook – alle havde mulighed for at stille spørgsmål til EU-parlamentariker Christel Schaldemose (fra Socialdemokratiet) og direktør Claus Søgaard-Richter fra Landbrug og Fødevarer.

Overskriften på debatten var »EU i dit julesul«– og med den var der jo lagt op til en interssant debat: Hvor meget bestemmer EU (og staten) over det, vi spiser? Passer det, når det påstås, at 80 % af al fødevarelovgivning kommer fra EU?

Selv om debatten bevægede sig i alle mulige retninger – GMO, økologiske produkters tilgængelighed og danskens velkendte uvilje til at betale for kvalitet – fik de to debattører selvfølgelig hurtigt trukket deres kæpheste af stald.

Christel Schaldemose går ind for regulering og for at man skal løse problemer gennem mærkning – mens Claus Søgaard-Richter måske ikke overraskende kom med argumenterne om at forbrugerne skal have frit valg og at der ikke skal censur. Og de er begge enige om at den nuværende fødevarelovgivning beskytter forbrugerne ret godt.

Men har vi egentlig overhovedet gjort os noget begreb om hvad kvalitet er for noget? Er det at kød skal være magert? At det skal være trikin- eller salmonellafrit? Eller at det skal være billigt? Er det nok, at vi gentager det samme gamle omkvæd, hver gang talen falder på hvad forbrugerne vil have:

Sundt, sikkert, velsmagende og billigt og tilgængeligt, tjadadum, tjadadum …

Efter min mening skal kvalitetsbegrebet udvides en del. I stedet for, som jeg engang hørte Claus Meyer klandre fødevareforskningen for, udelukkende at interessere sig for »suboptimering af fiberstrukturen i nakkekoteletter«(det var nogle år før han fik et professorat), bør vi i højere grad se kvaliteten som et sammenhængende hele: Det starter rent faktisk med conceptionen, undfangelsen, af de små svineliv – og slutter først i vores krop.

Med til billedet af den samlede kvalitet hører betragtninger om hvordan produktionen af svinene påvirker den kultur, de produceres i, det miljø, de produceres i, hvordan dyrene har det, hvordan kødet smager, hvor mørt det er, hvilken struktur, det har, hvordan vores krop reagerer osv. osv.

Og først når vi er tilfredse med helhedsbilledet, bør vi sætte tænderne i nakkekoteletten eller skanken eller tæerne eller ørene eller hvilken af de mange herlige udskæringer af svin, vi nu har valgt i dag.

Der er nemlig i høj grad plads til forbedringer: Dagligt ryger 25.000 smågrise på møddingen. Der er fire gange så mange (tetracyklin)resistente bakterier i konventionelle svin som i de økologiske. Svineproduktionen giver miljøproblemer – lokalt i form af iltsvind i de indre farvande, globalt fordi klodens lunger, Amazonjunglen, bliver fældet for at skaffe plads til dyrkning af soja til svinefoder. Der følger helbredsproblemer med svineproduktion: I de varme lande fordi de sydamerikanske bønder og deres børn går rundt i en giftiggul sky af bekæmpelsesmidler, der skal holde skadedyr og ukrudt væk fra det kostbare svinefoder, herhjemme fordi vi æder os blodpropper og kræftsvulster til under de daglige kødfester. Kulturelt ser vi forarmning når i det store og hele bæredygtige polske småproducenter af svinekød må lukke for at give plads til danske og amerikanske megagigafantasillionproducenter (og deres åbne gylletanke).

Og man kunne blive ved et stykke tid endnu (jeg har fx hverken nævnt halekuperinger, nedfilinger af hjørnetænder, kastraktion og decideret tæsk).

Men det er problematisk at tage sådan et emne op. For det første fordi svineproduktionen er vigtig for Bruttonationalproduktet. I dag skrev EPN / Landbrugsavisen fx at landbrugseksporten brager i vejret:

»Salget til Kina er det seneste år steget 15 pct., og vi venter fortsat vækst i 2012. I Asien er der både befolkningsvækst og økonomisk vækst. Resultatet er, at den købestærke middelklasse hvert år vokser med millioner af nye forbrugere. Den voksende middelklasse i Kina er de seneste år begyndt at udvise en helt ny interesse for kvalitet og fødevaresikkerhed. Vi kan levere begge dele, og det ved indkøberne,« fortæller chefanalytiker Karl Christian Møller fra Danish Crown, der er ejet af de danske landmænd.

Og det kan man jo ikke pille ved.

Og for det andet fordi det er alt for komplekst at beskæftige sig med for den enkelte forbruger – hvem tænker på 350 ppm CO₂ eller balancen mellem Ω6- og Ω3-fedtsyrer, når nu man har fundet en nakkekam til 13,95 per halvkilo? Og så rumme det hele på en gang?

Og det kan man jo heller ikke pille ved.

Men hvad nu hvis vi tænkte anderledes?

I dagens Politiken beskriver udenrigsministeriets firkløver (Friis Bach, Søvndal, Olsen Dyhr og Wammen) hvordan de slutter sig til tanken om et »alternativt bruttonationalprodukt«, et BNP+, hvor de negative sider af en handling også tæller med. I den version af BNP, der anvendes i dag, er »fældning af regnskov« positivt for BNP, fordi det giver mulighed for produktion af tømmer og dyrkning af landbrugsafgrøder. I BNP+ er regnskovsfældningen negativ, fordi man også skal indregne omkostninger som fx CO₂-udslip, erosion, mindre regn og færre dyre- og plantearter.

Og hvad nu hvis vi rent faktisk behandlede forbrugerne som borgere i stedet for blot som bevidstløse zombier – og for en gangs skyld gav dem mulighed for at få en slags medbestemmelse over hvordan fødevarerne skal produceres: Jeg taler ikke om at »the nanny state« skal diktere, hvad folk skal spise, men jeg taler om at samfundet – os, borgerne – sætter nogle mindstemål for hvordan maden skal produceres.

Den debat kunne faktisk være interessant at få frem ved lejlighed. Den blev lidt forsømt i går – måske fordi de fleste politikere og brancherepræsentanter er fastholdt i de »kasser«, de nu engang er vante til at tænke i: Christel Schaldemoses kasse er velfærdssamfundets, hvor man kan regulere sig til løsninger, mens Claus Søgaard-Richters kasse er markedsøkonomiens kasse, hvor man nærer en svagtsynet tiltro til at »markedet klarer alt«.

Det gør markedet så ikke: Det er markedet, der har skabt det fødevaresystem vi – på godt og ondt – lever med i dag. Og takket være markedet er vi i stand til at skabe problemer, der rent faktisk ikke kan løses af markedet eller en enkelt stat: Det kræver fx en indsats, der er betydeligt større end den, enkelte virksomheder enkelte forbrugere og enkelte lande kan lægge for dagen, at få CO₂-indholdet i atmosfæren ned under de magiske 350 ppm.

Men den indsats er smertefyldt – den kan nemlig i sidste ende kræve, at Claus Søgaard-Richter ringer til Hu Jintao og tager den svære samtale:

Du, Hu … de der grise, du ved …

Det går nok ikke. Så må vi hellere lade forbrugerne tro, at de kan ændre noget med de små smuler vi giver dem.

Og spørger man pænt i supermarkedet, kan slagteren der nok skaffe en økologisk flæskesteg.