Så er den gal igen. Sociologen Ulla Holm, der i sin tid fik et helt segment i nakken, da hun dristede sig til at drage paralleller mellem det nye nordiske køkken og visse tendenser i fascismen, bl.a. med ordene:
»Centralt i fascismen står promoveringen af ’sunde’ og af andre kulturer uberørte elementer i den nationale tradition, glorificeringen af nationens historiske guldalder samt nationens genfødsel byggende på et etnisk baseret ’os’, hvis værdier skal styrkes og beskyttes mod udefrakommende ødelæggende kræfter repræsenteret af ’dem’«
Denne gang går Ulla Holm til stålet i Information under overskriften Eliten længes efter en præmoderne fortid. Udgangspunktet er et indkøb af kylling – nærmere bestemt en sammenligning af kyllinger, priser og kunder i Aldi og Irma:
»BornholmerHanen er en billet ud af den moderne civilisation og det fordærv, dens konsumenter tilsyneladende forbinder hermed.
I dét lys virkede det faktisk helt forkert at betale for kyllingen; det havde syntes mere passende at give kassedamen et bundt håndplukkede vilde urter – hvis så moderne et onde som lønarbejde ikke havde forhindret mig i at fremskaffe den slags naturalier.
Så betale gjorde jeg. Faktisk en klækkelig sum – i hvert fald hvis man sammenligner med den kylling, man kan købe i Aldi. På dén står der intet udover »det gode fjerkræ« – til gengæld koster den kun en tredjedel af BornholmerHanen.
Det er bemærkelsesværdigt, hvordan prisen på en kylling stiger proportionalt med omfanget af emballagetekst, der direkte eller indirekte diskvalificerer det, vi forbinder med den moderne verden og moderne fødevareproduktion i særdeleshed«
Ulla Holm har indtil flere pointer: Det, den moderne, relativt velbeslåede og urbane forbruger i dag køber, er meget ofte intet andet end vellykket branding.
Personligt synes jeg for eksempel ikke BornholmerHaner (hvor jeg dog hader sammensatte ord der får hver sit åh, så FancySmarte store bogstav) er synderligt meget bedre end deres mindre markedsførte artsfæller i nabomontren.
Hvis kyllingen er opdrættet på »moderne« vis, det vil sige med rigelige mængder kraftfoder, er der nemlig ikke stor forskel på kødets smag og struktur – og næringsindholdet vil, hævder bl.a. Michael Crawford, være lige så katastrofalt i bund: Der er stort set kun prisen til forskel. Herpå hjælper selv ikke billeder af nok så mange idylliske bøndergårde.
Og til den pris er det faktisk den moderne, relativt velbeslåede, urbane forbruger, der er til grin – og Aldi-segmentet, der har latteren på sin side.
Men Ulla Holms artikel peger også på et andet og mere fundamentalt problem ved vores moderne måde at ernære os på. Hun har ganske ret, når hun skriver, at den moderne mad har gjort os stærkere og højere, og at det er den industrielle fødevareproduktions skyld, at kvinderne ikke længere skal svede over kødgryderne.
Man kunne endda tilføje, at det er industrialiseringen af landbruget, og ikke mindst opfindelsen af kunstgødning og kunstvanding, der har gjort den voldsomme befolkningstilvækst muligt.
Og den præmoderne – dvs. præ-industrialiserede – fortid fra overskriften i Information er, hvis man viderefører Ulla Holms tankegang, også en verden, hvor der ikke er plads til nær så mange mennesker, et Malthusiansk mareridtscenarie, med andre ord.
Her er med andre ord tale om at de rige, velbeslåede Irma-kunder lever i en drøm om et økologisk og anti-industrielt fødevaresystem – og man kan let ekstrapolere til Helga Moos som for en del år siden argumenterede for at miljø- og økologibevægelsen står i vejen for den globale velfærd eller til vore dages bioteknologi-profeter, der stadigt fastholder, at økologien kan ikke brødføde en hastigt voksende befolkning.
Når det bliver stillet op på denne måde, glemmer man let, at økologi i dag ikke er ensbetydende med fodformede sko og dans under fuldmånen – det kan lige så vel være en højteknologisk affære som en konventionel produktion kan være det.
Der er blot tale om andre former for teknologi: Naturligt forekommende enzymer i stedet for de industrielt fremstillede, evolutions-emulerende planteforædling i stedet for genteknologi. Det behøver ikke betyde, at bio- og højteknologerne bliver arbejdsløse: Der er brug for bioteknologiske screeningsmetoder og systembiologi til at finde frem til de højestydende sorter, der er brug for multivariate metoder til at finde frem til de bedste vækstparametre og samkulturer og så videre og så videre.
Fødevareproduktionen i sin mest moderne form (deraf efter-moderne) er baseret på agroøkologisk teknologi. Og ligesom den på ingen måde udelukker en teknologisk tilgang, men blot kræver at produktionen respekterer miljøet og baserer sig på naturlige processer, giver det heller ikke væsentligt udbytteforringelse – faktisk fremhæver både FN, FAO og IAASTD, at det er den teknologi, der har de bedste fremtidsudsigter, når det kommer til at brødføde den hastigt voksende befolkning.
Måske begynder den egentlige problematik at aftegne sig: Der er vældige kapitalinteresser på spil i at fastholde den »moderne« produktionsform, som Ulla Holm forsvarer i sit indlæg – det paradigme, Tim Lang og Michael Heasman kalder »det produktionistiske« – og det er på grund af denne opbakning og op grund af resultater, der er relativt lette at forstå, at systemet er er fastlåst i sin egen bane: Kraftfoder giver større kyllinger hurtigere – ergo fodrer vi med kraftfoder. Også selv om der er indicier (og evidens) for at denne produktionsform og dette produktionsparadigme er selve årsagen til al verdens ernæringsmæssige ulykke – fra fedmeepidemier til hungersnød.
I dag er selv det, der i sin tid var et modstykke til den moderne produktion – den økologiske produktion – fastholdes i samme logik: Der skal være nok af det, det skal være billigt, og det skal se ensartet ud. Selv den BornholmerHane, Ulla Holm har fundet i Irma er ikkun et udtryk for det produktionistiske paradigmes logik:
Et moderne, produktionistisk paradigme er sagtens i stand til at frembringe fødevarer, der for det blotte øje tager sig ud som vægtige udtryk for et længselen efter et præ-moderne produktionsparadigme, men som, når man gransker dem nærmere, blot er simulakrer, efterligninger af noget oprindeligt, der nådigt kastes i grams.
Den sande modsætningen til det produktionistiske paradigme – den efter-moderne agroøkologiske produktionsform – er sværere at håndtere: Det kræver længere forskningshorisont end blot et toårigt fra forskning-til-faktura-projekt at dokumentere effekten af at samdyrke forskellige afgrøder, bruge biologiske processer i pesticidbekæmpelsen og forædle ved hjælp af evolutionære metoder. Men det kan blive stærkt nødvendigt at tage agroøkologien alvorligt – som bl.a. FNs særlige rådgiver på fødevareområdet Olivier de Schutter påpegede sidste år, er den moderne fødevareproduktion baseret på en konstant tilgang af billig energi – og det er der absolut ingen garanti for at vi bliver ved at have.
Når Ulla Holm stiller Irma og Aldi op mod hinanden som modsætninger i Information har hun derfor kun delvist ret: Det er rigtigt, at dem, der køber den dyre regionalt brandede kylling i Irma i visse tilfælde er til grin – og kun køber et hult varemærke – men i virkeligheden er hendes kritik af de »madbevægelser« vi ser i dag uberettiget:
De mere bevidste af madbevægelserne retter sig mod bagsiden af det produktionistiske, moderne fødevareproduktionsparadigme: Overforbruget af ressourcer, sundhedsproblemerne, der følger i kølvandet på overproduktion og udmarvningen af næringsindholdet i vores fødevarer. De mere bevidste elementer i madbevægelserne er samtidig fuldt ud klar over at et præ-moderne landbrugsproduktionssystem ikke er i stand til at brødføde verdens befolkning. De mere bevidste af madbevægelserne går efter at samle mange tråde på en gang: Synliggøre de kvalitetsforskelle, der udmønter sig i skiftet mellem en bæredygtig og ikke-bæredygtig produktion, at udvikle teknologier, der er i stand til at opretholde en produktion af fødevarer, der også sikrer de nødvendige næringsstoffer i de store byers food deserts, og måske endda kombinere lidt social engineering, overbevise os alle om at det måske ikke er nødvendigt at spise et halvt kg kød hver dag …
Med andre ord: Når Ulla Holm madkulturelt bagstræberisk længes efter modernitetens billige papkylling, klinger det en smule hult og ureflekteret. Jeg efterlyser en kritik, der er baseret på substansen frem for på overfladen. Jeg efterlyser substans i min mad, og ikke blot vil narres af reklamebureauernes smarte billeder. Og jeg efterlyser dem, der er villige til at bygge broer og nye veje til forståelse og indsigt.
Skriv et svar