I går blev jeg ringet op af en studerende fra min gamle Alma Mater, Syddansk Universitet i Odense. Hun havde fået til opgave at lave en imagekampagne, der kan forbedre efterspørgslen efter dansk svinekød.
Har du lyst til at være med i empirien af undersøgelsen, kan du prøve kræfter med dette spørgeskema.
Baggrunden: I 2010 eksporterede vi 1.993.228 tons svinekød mens vi importerede 176.384 tons, bl.a. fra Tyskland og Sverige. En af årsagerne til at vi hellere spiser udenlandsk svinekød er – mener den studerendes opdragsgivere – mediernes fokus på enkeltsager: Overmedicinering, kastraktioner uden bedøvelse, halekuperinger osv.
Og derfor mener man en imagekampagne kan rette op på tingene.
Denne blogger mener absolut ikke der er nogen som helst grund til at øge efterspørgslen på dansk svinekød. Hverken herhjemme eller i udlandet. Derimod er der alle mulige gode grunde til at forbedre kvaliteten og produktionsmetoderne.
Svinekød kan være en ekstremt lækker spise – men det svinekød, der for det meste ligger lit de parade i supermarkedernes kølediske er en sørgelig affære. Det smager en smule surt, det er for magert og det steger alt for let tørt – hvis det da ikke drejer sig om industribacon, som man først skal bruge en halv time på at få vandet ud af inden man kan begynde at tale om tilnærmelsesvis sprødhed.
Det skyldes selvfølgelig produktionsmetoderne: Alle moderne svin produceres på stort set samme måde: Ved hjælp af en balance mellem en videnskabeligt doseret foderblanding, der sikrer den hurtigst mulige tilvækst (proteinrigt foder, for det meste baseret på importeret soja), passende brug af medicin, der sikrer, at svinene ikke lægger sig til at dø i utide (undtagen de 25.000 smågrise, der indgår i det daglige regnskab) og på et præcist afmålt gulvareal.
Derfor smager moderne svin ens – uanset om de kommer fra Tyskland, Sverige, Holland, Danmark eller Polen (de polske svin er formentlig endda avlet på danskejede produktionsanlæg). Og derfor kan man lave nok så mange imagekampagner:
Så længe supermarkeder og forbrugere kun arbejder med prisparametret, og ikke tilbydes et egentligt kvalitetsparameter, er det ligegyldigt. Så stopper fru Jensen den sure svinekam til 16,95 i indkøbskurven. Et svine er et svin er et svin – uanset om man skriver herregårdsgris med guldbogstaver på emballagen og pynter med dannebrogsflag.
Men det er derimod alle gode grunde til et kvalitetsløft over hele linien – fra pattegris til indkøbskurv. Vel at mærke et kvalitetsløft, der med et smæk kan give os kød af bedre smags- og sundhedsmæssig kvalitet, forbedre miljøet og formindske ressourcebelastningerne samt selvfølgelig gøre det lidt lettere at være bank.
Det kræver en total omtænkning af hele svineproduktionen og landbrugsproduktionen i det hele taget:
For det første skal den baseres på hjemlige proteinafgrøder i stedet for på argentinsk soja. Importen af soja er en kraftigt medvirkende årsag til at vi for nylig fik den tvivlsomme ære at få anslået jordens fjerdestørste økologiske fodaftryk – lige efter ørkenstaterne Qatar, Kuwait og Forenede Arabiske Emirater, hvor bare det at spise en dadel, drikke et glas vand og slå en prut overbelaster naturens ressourcer.
For det andet skal svinene ikke fodres med kraftfoder, der får dem til at vokse hurtigst muligt fra et økonomisk synspunkt. Deres foder skal tilpasses biologien. Dvs. groft grønt, noget korn, noget lidt af hvert. Og så er svin på mange måder ligesom mennesker, rent biologisk: De skal have den rigtige fedtsyrebalance i deres foder. Så får deres kød – vores foder – nemlig også den rigtige fedtsyrebalance.
For det tredje skal svineproduktionen indtænkes i et systemisk design – jeg skriver med vilje design, for vi skal ikke tilbage til naturen eller før-industrialiseringen: Vi skal uddanne og bruge designere, der forstår, at deres opgave er at skabe balance mellem landbrugsproduktionen, miljøet og samfundet. Det nytter ikke noget, at »sidestrømmene« fra svineproduktionen bliver en miljøbelastning – især gyllen. Sidestrømmene kan fx snildt indgå i produktionen af energi til lokalsamfundet og derefter til gødskning af lokalt dyrkede afgrøder. Men det er et skråplan, når man understøtter produktionen af gyllebaseret biogas – og dermed risikerer at gøre svinekødet til en sidestrøm af energiproduktionen. Det kød skal der i hvert fald skrives herregård på med meget store bogstaver før det bliver i ringeste grad interessant.
Nu kan jeg allerede høre dem derude. Svineproducenterne, supermarkederne og forbrugerne. »Hvad med mit store produktionsanlæg?«, spørger svineproducenten. »Fantast! Forbrugerne vil ikke betale for det«, siger supermarkederne. »Har du tænkt på børnefamilierne og dem med lave indkomster?«, siger forbrugerne.
Pointen er her at man skal tænke lidt ud over egen næsetip. Det kan godt være, at svinekødet kommer til at stige betragteligt i pris – men det betyder samtidig, at svineproducenterne får flere penge pr. produceret enhed. Og det har den afledte effekt, at konsumenten spiser mindre svinekød – og får en forbedret sundhed – men at svinekødet så bliver af en uendelig højere kulinarisk kvalitet. Plus, at miljøet ikke længere bliver belastet.
Og det kræver en indsats: Alle i kæden – uanset om det er svineproducenter, dem, der forarbejder kødet (det skal i øvrigt ske decentralt og i netværk), detailhandel og forbrugere skal uddannes – dvs vi skal både med- og modstrøms i kæden blive bedre til at kommunikere kvalitetsforskelle og dermed argumentere for den reelle værdiforøgelse – ikke kun den symbolske fra herregårdslogoet. Det svage led er supermarkederne – som har en tendens til at gemme de dyre produkter (vi taler formentlig om en prisstigning til omkring det dobbelte) af vejen og så tage dem af hylden en uge senere med argumentet »forbrugerne vil ikke have det«. Men så må de have nogen bøllebank til de makker ret.
En imagekampagne er ikke nok. Det er nok for sent at få fat i den studerendes opdragsgivere, men jeg foreslår en omformulering:
Hvordan kvalificerer vi efterspørgselen efter og produktionen af svinekød?
Note: Grisen på billedet er fra Ängavallen i Skåne.
Skriv et svar