Jyllands Postens netavis fpn.dk skriver i dag, at tre tidligere ansatte hos Jensens Bøfhus er blevet frikendt for sovsesjusk. Vores hvidkitlede beskyttere fra fødevarestyrelsen fandt i januar 2011 ud af at de tre Jensen-ansatte havde skrevet de forkerte temperaturer i egenkontrolskemaerne. Og nu viser det sig så, at de tre bare havde gjort hvad de fik besked på: De var blevet oplært i at snyde med skemaerne.
Jeg kan ikke undgå at bemærke, at det ikke er første gang man ser den slags. Hvem kan fx ikke huske da nogle SuperBest-slagtere blev hængt ud for at ompakke kød – det var TV-programmet Kontant, der fandt ud af at det skete i 8 ud af 12 af kædens butikker. Sådan noget hedder systematisk sjusk (trofaste læsere vil vide, at jeg er en svoren tilhænger af systemer, en slags borderlinekonspirationsteoretiker).
Desværre står det ikke i fødevarestyrelsens magt at gøre noget ved det egentlige problem i Jensens Bøfhus – det søde stads, der er en fornærmelse mod begrebet sovs, de plagede kreaturer, de woffede kartofler, de triste grøntsager, ja stort set det hele – de kan kun påtale de ting, der indgår i egenkontrollen. Fødevarestyrelsen (ceterum censeo) er der for at kontrollere sikkerheden, ikke for at rette op på kvaliteten.
Men hvem skal have fingeren på kvaliteten?
Man kan ikke stole på forbrugeren (hvor jeg dog hader forbrugerbegrebet). Forbrugeren har ikke mange parametre at forholde sig til. Det er det med den kognitive nærighed, jeg tidligere har været inde på: Vi har kun hjernekapacitet til at holde styr på to-tre budskaber ad gangen. Og i tilfældet Jensens Bøfhus antager jeg det er parametre som »pris« og »børnevenlighed«, der spiller ind. Skal man have den fireårige med på restaurant, går det lettere med en halv time i Jensens gratis dessertbar end med fem andægtigt stille timer á 600 kroner på noma uden så meget som et sukkerkorn i sigte.
Og man kan heller ikke stole på restauranten, viser det sig. Sagen Jensens Bøfhus er interessant – og personligt tror jeg det er a tip of the iceberg, vi ser her. Det er interessant, at man systematisk (!) vælger at snyde sig uden om de sådan set ret enkle fødevaresikkerhedsforanstaltninger – fuck, enten er det halvfjerds grader eller også er det ikke halvfjerds grader. For mig er det ikke temperaturen, der er det afgørende, men det er ligegyldigheden. Det er ligegyldigt om vi følger procedurerne, bare det ser sådan ud hvis nu kontrollen kommer.
Ligesom det er ligegyldigt om maden er god, bare den ser sådan ud. There’s a sucker born every minute, sagde George Hull (ikke Barnum), og når først de har fået røven i sædet udvandrer de nok ikke i protest. Der er jo fadøl og gratis is.
Og de ansatte i restauranten? Tja, de gør jo bare som de får besked på. Måske er det ikke deres drømmejob at være ansat i Jensens. Måske er lønnen heller ikke den, de havde drømt om. Og så er der den der manual, de med garanti fik udleveret, da de blev ansat. De er realiteten i en slags limbo, fastholdt i det, Douglas Coupland kaldte et McJob:
Et underbetalt, lav-prestive-, lav-respekt-, nul-frynsegode-, fremtidsløst job i service-sektoren. Ofte betragtet som et tilfredsstillende karrierevalg af folk, der aldrig har prøvet det.
Nej. Det er den enkelte ansatte i Jensen-koncernens forbandede pligt at gøre oprør mod råddenskaben. Hannah Arendt kritiserer i Eichmann in Jerusalem, at Adolf Eichmann under sin retssag i 1962 henviste til Immanuel Kants kategoriske imperativ – der som bekendt lyder: Handle so, dass die Maxime deines Willens jederzeit zugleich als Prinzip einer allgemeinen Gesetzgebung gelten könne. Man skal opføre sig sådan at ens handlinger kan ophøjes til almen lov. Eichmann brugte imperativet forkert, påstår Arendt: Han handlede godt nok som loven foreskrev. Altså Hitlers lov. Men det er jo ikke rigtig det, Kant mener. Og når Eichmann til sidst satte sig i spidsen for Die Endlösung havde han opgivet, og trøstede sig med at han ikke længere havde sin egen fri vilje, men var nødt til at fortsætte ad det dystre spor.
Eichmann skulle have sagt fra.
Og har man ikke mod til at gå mod systemet og lave en bedre sovs, må man kaste forklædet i harme og lave en eat-in udenfor restauranten.
PS: Palle Skov Jensen, Jensens Bøfhus’ fynske founding father, blev i 2007 slået til ridder af sin bonkammerat, Bendt Bendtsen, dengang Økonomi- og Erhvervsminister. Nu forventer jeg, at ridderkorset bliver Palle frataget og at han bliver sat i Blåtårn. Eller, hvis det skal være ærefuldt, får lov at æde sig en tyndskid til i lunken whiskysovs.
Skriv et svar