Den første weekend i september afholder FOOD organisation of Denmark sammen med en række partnere – bl.a. Arla, Danish Crown, Fonden til Markedsføring af Danmark, 2 gange om ugen, Erhvervs- og Vækstministeriet, Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, og teamGastronomidanmark – Food Festival i Århus.
Festivalen lægger sig i direkte forlængelse af MAD Food Camp fra 2011: En manifestation af det ypperste i den danske madbranche, men nu blot med inddragelse af hele registret, hvor MAD Food Camp udelukkende handlede om planter*.
Et af temaområderne på Food Festival er en Food Cinema, hvor publikum får lejlighed til at se film, der:
»omhandler det danske univers inden for mad, både hvad angår vores råvarer, vores producenter og ikke mindst nogle af Danmarks dygtigste kokke og restauranter. Filmene vil være fornøjelige og interessante, og samtidig oplysende og lærerige«
Nu er programmet online – og blandt de film, der bliver vist er DR’s dokumentarserie Moderne Bønder, med filmene Sørens Planter, Jacobs Grise, Jettes Køer og Susannes Gods.
Vi foreslog i maj fra Slow Food København Nordsjælland filmen Pig Business som en mulig kandidat til Food Cinema, men fik i sidste uge at vide, at filmen ville være for kritisk, og at det nu ville være for sent at finde en debattør, der kunne tage emnet op.
Der har på Madkultur.dk’s facebook-side været nogen debat om hvorvidt afvisningen i realiteten skyldes at hovedsponsoren er Danish Crown – men selv om der i et sponsorat som regel implicit ligger en forventning om at man ikke direkte går i clinch med sponsor, tror jeg Danish Crown har sponsoreret nok til at vide, at man i den situation gør klogest i at holde sig til et armslængdeprincip.
Factory farming i Polen
Indrømmet: Pig Business er meget kontroversiel. Den handler om den amerikanske svinekødsgigant Smithfield, dens virksomhed i Polen og de konsekvenser, den har haft for miljøet og lokalbefolkningen.
Smithfield er arketypen på en vertikalt integreret virksomhed – i bunden (reverenter talt) finder vi svinene, der lever i enorme svinefabrikker (factory farming) med alt hvad deraf følger af overdødelighed og miljøproblemer, og i toppen finder vi de forskellige forarbejdede produkter, der blandt andet markedsføres under navne som Smithfild Ham og The Paula Deen Collection**.
Og som ofrene finder vi det polske samfund: Skoler, hvor børnene konstant har snottede næser på grund af den rivende stank fra de åbne gyllepøle, landsbyer, der er blevet til sociale ørkener, fordi fundamentet for den lokale økonomi er bristet: De små landbrug er blevet skubbet ud, fordi de ikke kan konkurrere med de lave priser.
Smithfield var ikke amused. Men selv om de kæmpede med næb og kløer, lykkedes det dem ikke at få forbudt filmen – og i dag ligger den frit tilgængelig på YouTube. Se den her, hvis du har tålmodighed (den varer en lille time):
Åhvahardetsåmædanmarkågøre?
Smithfield er først og fremmest i Polen for at få fodfæste på det europæiske marked – og er hermed i direkte konkurrence med de danske svineproducenter (danmark er den største svineproducent i EU).
Danske svineproducenter mærker selvfølgelig også effekterne af de faldende priser. Den skarpe konkurrence fra Smithfield og fra danske producenter i Polen – nemlig Poldanor, som er blevet beskyldt for at anvende lige så brutale metoder som Smithfield, men som filmmagerne bag Pig Business »for legal reasons« ikke har måttet omtale – har bl.a. medførst slagterilukninger i Danmark og ført til at danske bønder i dag i stor stil eksporterer pattegrise til lande, hvor det er billigere at få dem fedet op. Virksomhedshistorikeren Martin Iversen fra CBS fik ret i sin spådom fra Information i 2007:
»Under så pressede forhold må Danish Crown satse stærkt på centralisering og brug af de mest effektive systemer på slagterierne her i landet. Samtidig er man nødt til at producere og forarbejde, hvor det er billigst, herunder i Østeuropa med den billigere arbejdskraft. Begge dele indebærer, at der vil blive langt færre slagterier og forarbejdningsvirksomheder i Danmark i fremtiden«
Brug for debat
Der er i høj grad brug for en debat om hvordan fødevareproduktionen – herunder også svineproduktionen som er en af de mest betydningsfulde (spørg bare svineproducenterne) og ressourcebelastende (spørg bare de argentinske sojabønder) vi har.
Hvilken vej skal den danske svineproduktion bevæge sig – spørgsmålet er blevet stillet rigtig mange gange, modsætningerne bliver hver gang sat op som kvalitet vs. bulkvarer – men måske er tiden for den diskussion ved at være forpasset. Bulkvaretoget er måske allerede kørt for de danske svineproducenter – det er i hvert fald for denne blogger et dårligt omen, når biogas bliver til hovedargumentet for at producere svin, mens kødet bliver til et biprodukt.
Når konkurrencen som nu udelukkende handler om økonomi, altså om hvem der kan levere det billigste kød, er taberne (ud over svinene og miljøet) i sidste ende konsumenten og producenten: Konsumenten, fordi kvalitet ender som en by i Rusland, producenten fordi det er hende, der taber penge på produktionen.
Sus scrofa domesticus 4.0
Jeg tror fremtiden for svineproduktion – og fødevareproduktion generelt – ligger i en åben innovationsproces, baseret på konsensus om kvalitet og forsvarlighed og inddrage alle interessenter (fx svineproducenten, hendes nabo, slagteriarbejderen og konsumenten). Det stammer fra nogle tanker jeg gjorde mig i forbindelse med et oplæg, jeg havde fornøjelsen at holde for en flok DJØF’er i Landbrug og Fødevarer i maj, og går i al sin enkelthed ud på at produkt- og procesinnovation skal ske med udgangspunkt i enighed om hvilken produktionsmetode der er bedst for miljøet, for kødet, for sundheden – uddybet:
Svin producerer gødning, som man i teorien kan sprede på markerne. Har man et svin, er man lykkelig, har man tusind, har man en lurende miljøkatastrofe.
Når det gælder svin er foderet ikke alene afgørende for tilvæksten, det er også altafgørende for kødkvaliteten: Bl.a. har svin kun en mave, de er monogastriske. Det betyder, at fedtsyresammensætningen i kødet afhænger af fedtsyresammensætningen i det, de spiser.
Spiser svin store mængder omega 3-holdig føde (fx grønt), indeholder kødet store mænder omega 3-fedtsyrer og så fremdeles. I dag får de fleste svin sojabaseret kraftfoder – dyrket i Argentina med skovrydning og overforbrug af pesticider, men det er en anden del af denne historie – der indeholder store mængder omega 6-fedtsyrer.
Det betyder at svinenes fedtvæv indeholder mere omega 6 end godt er. Omega 6 er en essentiel fedtsyre, der skal bare være meget mindre af den i kosten end der skal af omega 3 – omega 6 er med til at styre vores immunforsvar og er der for meget af den, er der noget, der tyder på at vi får en kronisk betændelsestilstand, der kan være med til at øge risikoen for hjerte-karsygdom og andre livsstilssygdomme. Spiser man 50 gram svinekød en gang om måneden er der ingen fare – men det er der vist ikke mange, der kan holde sig til.
Udgifter til miljøforvaltning og til sundhedsvæsenet er (heldigvis) udgifter vi afholder fra den fælles kasse – og derfor er det ikke rimeligt, at en mindre gruppe store svineproducenter skal skalte og valte med vores samfundsøkonomi – det er noget, vi alle skal være med til at tage stilling til.
Det betyder så også at vi er nødt til at inddrage andre parametre end de gængse i vurderingen af kvaliteten – vi skal introducere det udvidede kvalitetsbegreb (inspireret af postmodernismens udvidede tekstbegreb). Kødkvalitet handler ikke kun fiberstruktur og dryptab – kødkvalitet handler faktisk også om den påvirkning produktion, transport og forarbejdning har på det omgivende miljø, folkesundheden, samfundsøkonomien etc.
Den opgave kunne man kalde udvikling af svineproduktionens fjerde fase (hvis den første fase var husmanden med sin gris, der blev slagtet og saltet om efteråret, den anden fase »guldalderen«, da baconeskporten til England var på sit højeste og der for alvor var på gris på gaflen, og den tredje fase nutiden, hvor man stort set kan binde en femhundredemand i halen på de svin man genner op ad rampen med de forhåndenværende jernrør, kæder og skruenøgler).
Folkelig debat
Opbygningen af et nyt og mere bæredygtigt fødevaresystem skal ikke tage udgangspunkt i svineproducenternes interesser – dørene skal sparkes op, der er nødt til at være en folkelig debat om hvor vi vil hen med svineproduktionen.
Her kunne Food Festival godt spille en rolle – for her havde man måske mulighed for at få flere mennesker til at italesætte kvalitetsbegrebet med andre ord end pris og sikkerhed –og man kunne måske lokke flere til at være med til at drøfte hvordan vi udvikler en svineproduktion, der er biologisk, sundhedsmæssigt, etisk, miljømæssigt, socialøkonomisk og miljømæssigt forsvarlig.
Det har man så valgt ikke at gøre på Food Festival – og på Madkultur.dk’s facebook-side har festivaldirektør Anna Lund uddybet med at film som Pig Business ikke egner sig til en »larmende festivalplads« og ikke indbyder til at »man går fra og til«. Det, synes jeg, er lidt ærgerligt.
Der er brug for at vi taler alvorsord midt i al fejringen.
NOTER
* En anden forskel mellem Mad Food Camp og Food Festival, er at Food Festival nu blot er en folkelig manifestation: Den kokkefaglige del af Mad Food Camp blev udspaltet i MAD 2012 – en konference, der, formentlig med vilje, fløj under radaren i offentligheden, og hvis indflydelse på madkulturen som sådan vil være begrænset. Det endda, selv om nogle af deltagerne på konferencen, bl.a. Dan Barber og Hugh Fearnley-Whittingstall – er kendt for at have budskaber, der ligger helt på linie med denne blogs – budskaber om bæredygtighed og omtanke i fødevareproduktion og konsumption.
** Måske vil det være nogen bekendt, at Paula Deen er den amerikanske TV-kok, der laver den absolut mest arteriestoppende mad – og som samtidig er valgt som Novo Nordisks talsperson i USA – ja, den Novo Nordisk, der også har ydet støtte til American Legislative Exchange Council (ALEC), en lobbygruppe på højrefløjen, der bl.a. modsætter sig Obamacare – fordi den set med amerikanske øjne er ren socialisme – og det passer fint med Novos strategi, idet den jo også rummer et element af forebyggelse, hvilket potentielt kunne mindske antallet af diabetikere og dermed undergrave forretningsgrundlaget. Ja, det sidste var lidt konspirationsteoretisk.
Skriv et svar