»Hvad vil de danske forbrugere, når de køber frugt og grønt?«, spørger Torben Lippert, konsulent i Dansk Gartneri i dagens udgave af Politiken. Han undrer sig over, at forbrugerne på en og samme tid tillader sig at være bekymrede over fødevaresikkerheden.
I en meningsmåling fra epinion svarede 6 procent af respondenterne at de inden for det seneste år er blevet mindre eller meget mindre trygge ved de forhold, deres frugt og grønt er blevet produceret under. Samtidig er importen af frugt og grønt – også de varer, vi selv producerer – steget markant de seneste 20 år, og det på trods af at Fødevarestyrelsen siden 2008 har tilbagekaldt frugt og grønt 44 gange, heraf var der kun fire sager med danske producenter involveret.
»Det tyder på at forbrugerne ikke altid handler i overensstemmelse med deres gode intentioner«, mener Torben Lippert.
Men helt så simpelt tror jeg nu ikke, det hænger sammen.
For det er vel ikke den enkelte forbruger, der forlanger, at aspargesen (i sæsonen) skal komme fra Italien? Det er vel ikke den enkelte forbruger, der forlanger, at æbler (i sæsonen) skal komme fra Brasilien eller Sydafrika? Og det er vel ikke det ypperste udtryk for det frie forbrugsvalg, at de grønne bønner kommer fra Kenya, selv i sæsonen?
Torben Lippert er måske nok ude i et prisværdigt ærinde – at få »danskerne« eller »forbrugerne« alt efter hvilken massebetegnelse man nu vælger, til at købe lokalt. Men at skyde skylden for den voksende import af udenlandske dyrkede grøntsager på hiin enkelte er at tage munden for fuld:
Ansvaret for importen af frugt og grønt ligger først og fremmest hos supermarkederne. Det er supermarkederne, der ikke vil betale prisen for de danskdyrkede grøntsager – hvorfor skulle supermarkedsindkøberen dog købe danske gulerødder til en tier kiloet når man nu kan få de tyske for en femmer? Man tjener jo mere? Det er da sund fornuft, eller?
Men Torben Lippert kan glæde sig: Vi er nemlig nogen, der har fået nok. I dag beretter Food & Culture om den voksende interesse for CSA (Community Supported Agriculture) i Tyskland – og artiklen når også lige i noterne at nævne fødevarefællesskaberne, der er ved at opstå i de større byer her i landet.
Jeg tror – som ydmygt medlem af et af disse fødevarefællesskaber – at det er her, kimen til fremtidens fødevareforsyning ligger gemt. Da jeg for to et halvt år siden blev medlem af mit lokale fødevarefællesskab var det netop i stille protest over det sørgelige udbud af frisk, økologisk og biodynamisk grønt i supermarkederne. Det har jeg nok ikke været den eneste, der syntes – i hvert fald består det fællesskab, der dengang bestod af knap 300 mennesker, i dag af knap 4.000, med deraf følgende overvelejser om lokaler, logistik osv. …
Revolutionen kommer nedefra. Og den begynder med at forbrugeren omdefinerer sig selv og tager medansvar for sin egen mad – bliver til det, der i Slow Food-terminologi kaldes en medproducent. En der aktivt tager del i, om ikke produktionen af råvarerne ude i marken, så dog del i at tage dem frem, for eksempel ved at rydde en sti af transparens mellem produktionsstedet og middagsbordet.
»If it ain’t broken, don’t fix it«, siger man. Men vores nuværende fødevaresystem er på mange måder »broken« – i hvert fald trænger det til en alvorlig systemopdatering. En opdatering, der tager hensyn til såvel sundhed (det er nu engang sundere at spise friske – typisk lokalt dyrkede – økologiske grøntsager, end det er at spise hengemt grønt, også selv om de er økologiske), miljø (både dyrkningsmetode og transport), økonomi (producenterne kan få flere penge for varerne), kultur (flere mennesker lærer bønderne og bøndernes vilkår at kende) osv. osv. osv. osv. …
Der er ingen grund til at være så pessimistisk: Jeg kan da sagtens se Torben Lipperts organisation – eller i hvert fald de enkelte medlemmer – indgå aktivt i opbygningen af lokale fødevarefællesskaber, indkøbsfællesskaber eller hvad man nu skal kalde det.
Forbrugeren er død, medproducenten længe leve …
Skriv et svar