FDB uddeler hvert år en »grøn energipris« til forbrugere, gymnasieelever, »professionelle« og COOP-ansatte, der er i stand til at levere ideer, der kan gøre produktion, forhandling og forbrug af fødevarer mere bæredygtigt.
Sidste år gik forbrugerprisen til en ide om at putte 20 % grøntsager i farsen – det skulle angiveligt forbedre både sundhed og miljø. Og i går kunne FDB så stolt meddele, at den prisvindende ide er blevet en realitet: FDB forhandler nu oksekød med tilsatte grøntsager. Det koster kr 29,95 per halvkilo – og ud af det halve kilo er de 100 gram en blanding af gulerødder, squash og broccoli.
Det kan da godt være, at det vil gavne klima og sundhed. Hvis det nedsætter forbruget af oksekød. Og hvis oksekødet samtidig produceres på en mere bæredygtig (klimavenlig) måde.
Men det gør det nok ikke.
Langt størstedelen af det billige, hakkede oksekød – der, skal man tro nogen, udgør grundstammen i den danske børnefamilies kost og er en menneskeret på linie med religionsfriheden – kommer fra udtjente malkekøer.
Det er der ikke noget odiøst i – en malkeko, der er malket ud, kan give fortrinligt kød, hvis man lader den komme til hægterne inden man slagter den. Det bliver først odiøst, hvis man ikke gider betale husleje mens koen kommer sig. For så kan man jo bare hakke den – så er der nok ingen, der opdager, at kødet er noget sejt i det.
Der er sådan set heller ikke noget odiøst i at blande grøntsager i fars. Jeg blander tit selv revne persillerødder eller pastinakker i min frikadellefars – og hvad med en god gang Biff Lindström med hakket rødbede?
Men forbruget af oksekød bliver der i grundsubstansen ikke pillet ved. Pakken med oksekød – som ellers var skrumpet til 400 gram på grund af fedtafgiften – er pludselig ved et mirakel atter blevet til 500 gram. Og det er 500 gram, der har fået prædikatet sundt og klimavenligt.
Samtidig har prisen fået et nøk op: For godt nok er 29.95 billigt for 500 gram oksekød (jeg giver næsten det dobbelte), men det er forholdsvis dyrt for gulerod, squash og broccoli. Især hvis man, som det formentlig er tilfældet her, kan »nøjes« med de gulerødder, squash og broccoli, der ikke finder nåde for supermarkedernes krav om ensartethed.
Det sunde er det så som så ved – jeg kan høre dem, ja, jeg har allerede hørt dem påstå at det er da en god måde at få børn til at spise noget mere grønt.
Gu er det røv.
Børn fra 4-10 år skal ifølge Fødevarestyrelsen spise 150-250 gram grøntsager om dagen.
Grøntsagerne i det hakkede oksekød batter i den sammenhæng som en skrædder i helvede – og hvis man tror, at man gavner sine børn ved ikke at vænne dem til at spise gode, veltilberedte grøntsager, men holde sig til kødsovsen, er jeg alvorligt bange for man gør dem en bjørnetjeneste.
Det minder mig om det chokoladelaksativ, den slovenske filosof Slavoj Zizek nævner: Hvis man har forstoppelse af at spise chokolade, skal man bare spis noget mere af denne særlige chokolade, der indeholder et laksativ.
Jeg giver heller ikke ret meget for den påståede klimaeffekt: For produktionen, kære venner, produktionen er der ikke pillet ved.
Oksekød er stadig noget af det mest klimabelastende man kan producere. I hvert fald når man gør det på den gængse måde: Man stalder køerne op – en konventionel malkeko ser aldrig dagens lys – og fodrer den med en blanding af foderpiller og ensilage. Det er derfra klimabelastningen stammer.
Apologeter for denne produktionsmetode vil påstå, at en ko på græs producerer mere methan end en ko på kraftfoder. Det er sådan set også rigtigt – men en ko på græs producerer ikke NO2 i samme omfang som man gør i produktionen af kunstgødning – og samtidig bidrager koen positivt til at reducere CO2-belastningen, idet afgræsning stimulerer ny græsvækst og koens gødning og fysiske aktivitet giver en bedre mikrobiota i jordbunden.
Inden for energipolitik findes et begreb, der hedder Jevon’s paradoks. Paradokset går ud på at hvis vi finder en mere effektiv energikilde bliver vi straks endnu mere effektive til at bruge energi. Det nytter altså ikke at opfinde sparepæren – så sætter folk bare endnu flere pærer op.
Og jeg tror man kan tale om et lignende paradoks inden for fødevarer: Det nytter ikke at tilsætte grøntsager til hakket kød, hvis ikke vi betragter systemet, der producerer kødet, på en helt anden måde. Så bliver det bare endnu en forbrugsfremmende foranstaltning – denne gang med en tynd sminke af miljø- og sundhedsfernis – og vi er lige vidt.
Jeg synes det er fint, at prisvindende Kathrine Iversen putter revne og hakkede grøntsager i sin fars. Og jeg vil selv gøre det samme.
Men jeg har taget et lidt mere vidtrækkende skridt og flyttet mit kødforbrug fra det industrielt fremstillede kød og over på frilandskødet. Det er godt nok dyrere – men det betyder så også at jeg automatisk nedsætter mit kødforbrug.
Og det er faktisk en af forudsætningerne for at vi kan gøre noget ved klimaet gennem vores kødforbrug:
Mindre kød.
Men bedre.
Skriv et svar