»De kan bare lave en blanding af alt hvad menneskeheden har domesticeret gennem tiden – undtagen laks«. Sådan var en af mine bekendtes reaktion på de mange afsløringer af at den færdige mad, man køber i butikker og fastfood-steder ikke nødvendigvis består af det man tror, den består af: Hestekødsskandalen, svinekødsskandalen, hundekødsskandalen etc. …
Deri har han fuldkommen ret. Der er som sådan ikke noget i vejen med at spise hverken hest, svin eller hund – med mindre man altså er hestepige, jøde eller medlem af Fair Dog, og derfor formentlig har ret tungtvejende personlige, æstetiske, etiske eller religiøse grunde til at være småkræsen.
Det, der er noget galt med, er selve bedraget: At man, et eller andet sted i forsyningskæden har snydt – man fristes til at sige, at forsyningskæden er hoppet af – og skiftet den råvare, der oprindeligt skulle have været brugt, ud med en billigere. For det er jo det, der er pudelens kerne: Det skal være så billigt som muligt.
Skandalen er ikke, at der er hest i lasagnen eller svin i shawarmaen, skandalen er, at vi har tilladt fødevaresystemet at udvikle sig så uheldigt.
Forbrugerne skal have varerne så billigt som muligt – det har supermarkederne nemlig indoktrineret dem til at tro, godt hjulpet af avistillæggene, der gang på gang tester supermarkedsvarer og kommer frem til at billigt er lige så godt. Derfor presser supermarkederne prisen hos deres leverandører, som igen må finde underleverandører, der er i stand til at levere varen – i hvert fald en eller anden vare – til den efterspurgte, billige pris.
Jeg ved ikke om jeg har sagt det før. Men: Det moderne fødevaresystem er baseret på degradation, muliggjort af uigennemskuelighed.
Og det går i sidste ende ud over dem, der er i første (bonden og hans dyr) og sidste (forbrugeren) led af forsyningskæden. Den første oplever, at frugterne af hans ansigts sved bliver reduceret til commodities og solgt til priser, der ligger under den pris, det har kostet at frembringe dem, den sidste oplever en overflod af billig, masseproduceret junk food, hvor det snarere er reglen end undtagelsen, at der er snydt på vægten.
Jeg ønsker ikke at spille den danske nationalsport #2 – abekast – blot konstatere, at vi mere eller mindre allesammen har et medansvar: Forbrugeren har et ansvar for at købe lødige fødevarer (og sige nej til skidtet), detailhandelen har et ansvar for at forhandle lødige fødevarer, producenterne har et ansvar for at bruge ordentlige råvarer og behandle dem respektfuldt, bønderne har et ansvar for at frembringe gode råvarer og værne om deres kvalitet – og politikerne har et ansvar for at skabe et system, der fremmer kvalitet, fairness og åbenhed i fødevaresystemet.
Vi skal bevæge os fra et degraderende system til et promoverende fødevaresystem, der baserer sig på transparens og tillid.
Et fødevaresystem hvor begrebet værdikæde ikke kun handler om at skabe økonomisk værdi, men, ihukommende Oscar Wilde’s bonmot om at »nowadays people know the price of everything but the value of nothing«, genskabe bevidstheden om råvarernes og madens reelle værdi og se til at den bliver forøget gennem hele kæden. Så skal pengene nok følge efter.
John Seddon gav i februar i Guardian et bud på hvordan det kan lade sig gøre: Man skal tage ved lære af LEAN-modellens ide om supplier management. Modellen er berømt fra Toyota-fabrikkerne i Japan. Her hander supplier management om at finde frem til en, god underleverandør, som så arbejder sammen med fabrikken – i erkendelse af at det kun forøger omkostningerne at være prisfokuseret og hoppe fra leverandør til leverandør. Gør man det, vil man nemlig i sidste ende tabe penge – mens de (få) meromkostninger og investeringer, der skal til for at finde og nurse den gode leverandør kommer igen med tiden.
Jeg vil i stedet for abekast opfordre til at vi kaster os over en ny sportsgren: Killing your darlings.
- Forbrugerne skal holde op med at tro, at der er nogen, der vil dem det bedste. Det vil de ikke. Køb kun mad fra producenter, du stoler på, allerbedst, producenter, du har besøgt. Lav mad selv. Køb dyrt, fyld op med kartofler og kål.
- Supermarkederne skal holde op med at tro, at billigt er godt. Det er det ikke nødvendigvis. Drop private label-ræset og ideen om at alle i landet skal have samme tilbud. Find i stedet den gode leverandør og beløn hende, selv om hun måske ikke kan levere til hele kæden på en gang.
- Fødevareindustrien skal lære at råvarer skal udvælges og behandles med respekt, at primærproducenterne skal have en fair betaling, og at det i virkeligheden er relativt enkelt at finde ud af hvad forbrugerne vil have.
- Landmændene skal blive bedre til at handle direkte med forbrugeren og til at sætte ord på den reelle værdi af produkterne.
- Politikerne skal lære, at kontrol og straffe ikke er vejen frem. Der er altid en smutvej. Sørg i stedet for at gøre det lettere at handle med, forarbejde, markedsføre og sælge kvalitetsprodukter fra mindre producenter. At det er lettere at kontrollere, når det er stort, behøver, som vi lige har set, ikke nødvendigvis være ensbetydende med kvalitet.
Skriv et svar