Bønnetællernes triumf

På en mark i Hornsherred er der 25 tons økologiske, grønne bønner på vej. Producenten er Svanholm Storkollektiv. De var egentlig tiltænkt Netto, som de sidste år har aftaget størstedelen af bønnerne fra Svanholm. Men fra og med denne sæson er det slut. Netto har fundet en anden leverandør. Fremover vil Nettos grønne bønne komme fra Tyskland. Og de vil ikke længere være økologiske.

Måske har det være til at forudse. I hvert fald bekendtgjorde Dansk Supermarked i januar, at Nettos udvalg ville blive mere internationalt. Og det var selvfølgelig alt sammen for kundernes skyld:

I kampen om at give kunderne de laveste priser, ser Netto nu på mulighederne for at samarbejde med flere udenlandske leverandører. Men størstedelen af varerne i Netto vil fortsat være danske, siger direktøren.

Og, som Børsen skrev i begyndelsen af året under overskriften Flere Polske Varer På Vej Til Netto:

Det nationale særpræg i sortimentet neddrosles i Nettos butikker i både Danmark, Tyskland, Polen og Sverige. Fremover skal der i højere grad købes varer hos de leverandører, som kan levere bedst og billigst – uanset oprindelsesland. Beslutningen er truffet for at styrke Netto i konkurrencen mod internationale discountgiganter som blandt andre Aldi og Lidl, der i dag køber langt større og dermed mere effektivt ind end Netto.

Måske er der nogen, der kan huske, at det medførte en vis oprørsstemning blandt læserbrevsskribenter og i visse forbrugergrupper. Og selvfølgelig er det de leverandører, der ikke har en skriftlig kontrakt, der ryger først – og dermed exit Svanholms bønner.

Børsen er knap så floromvunden i sin beskrivelse som Dansk Supermarked. Udskiftningen er selvfølgelig ikke for forbrugernes skyld, det er fordi Netto kan mærke Lidl og Aldi og – gætter jeg – Rema1000 bide sig i haserne.

»Danskerne« lægger en forholdsvis stor del af deres husholdningsbudget i discountbutikkerne – faktisk hele 35 % skrev Berlingske Business forleden. Tæt på europarekord. Ud over at discountbutikkerne per definition behandler deres medarbejdere råddent, handler de også på et »globaliseret« marked. Det gælder om at finde den billigste vare – og selvfølgelig også sende aben tilbage i forsyningskæden.

Det betyder, at danske producenter alt for tit dømmes ude – også når det gælder grøntsager, de kan producere lige så godt og i mange tilfælde bedre. Prisen bliver simpelthen for høj.

Jeg har for sjov foretaget en lille vandring i min bydel – eller rettere sagt langs Nørrebrogade. For godt nok kan man få bønner hele året, men nu, i bønnesæsonen, er det da i det mindste en smule interessant at vide, hvor de bønner, supermarkederne sælger, egentlig kommer fra.

Resultatet – i tabellen herunder – er temmelig nedslående. I hvert fald, hvis man som jeg, mener at vi bør dyrke de grøntsager vi kan. For at kunne få dem så friske som muligt, for at bevare diversiteten i dansk landbrug af en hel masse andre grunde.

Netto befinder sig øjensynligt i en bønne-hiatus, mens udvalget af bønner i de øvrige Nørrebro-supermarkeder er begrænset til enten COOP’s Savannah-serie* eller Føtex’ tyske bønner (som formentlig er de samme, der havner i Nettos butikker). Midt i den danske bønnesæson er det umuligt at finde en dansk bønne i et supermarked på Nørrebro. Men til gengæld har supermarkederne bønner året rundt.

Måske er folk, der udelukkende handler i supermarkeder ikke længere klar over, at det er muligt at finde danskdyrkede, økologiske bønner. Måske er folk, der udelukkende handler i supermarkeder ikke længere klare over, at grøntsager har sæsoner (alle ovenstående supermarkeder havde selvfølgelig asparges på prominente pladser i grøntafdelingerne), men tror, at alt skal kunne fås året rundt.

Den måde, supermarkederne fremskaffer og eksponerer varerne, er med til at forstærke illusionen om de ikke-eksisterende årstider. Det er de samme grøntsager, året rundt – der er måske lidt flere asparges i maj og lidt flere jordbær i juni-juli. Kvaliteten er stort set ensartet året rundt. Aspargesen altid lige rådden i bunden. Tomaterne altid med samme intetsigende spaghnumkarakter. Kartoflerne altid lige grønne og bløde.

Grøntsagerne er dermed lige-gyldige året rundt.

Til gengæld er der ufattelige variationsmuligheder inden for vaskepulvre og sukkerovertrukne majsmorgenmadsflager (tilsyneladende valgfrihed, vel at mærke).

Det er jo det, forbrugeren vil have.

Og der skal være nok af det.

Og det skal være billigt.

Og supermarkedsdrengene med excelarkene kan sagtens regne den ud.

Til alles tilfredshed.

Eller hur?

Nu må det være nok: Supermarkederne har fået alt for stor magt over fødevaresystemet. De kvæler i langt de fleste tilfælde kvalitetsbevidstheden og stoltheden hos både producent og konsument.

Supermarkedernes regnearksagtige tænkning forfladiger madkulturen – ikke bare her, men også i de lande, de importerede grøntsager kommer fra. Den kenyanske bønneplukker kan sikkert gå i supermarkeder i Nairobi, der minder om vores – og finde stort set samme righoldige udvalg af vaskepulvre etc.

Her er så den stille protest. Svanholm producerer ikke kun grønne bønner – som er de eneste man kan få i supermarkederne. De producerer også gule bønner (også kaldet voksbønner), lilla bønner (som bliver grønne hvis de koger for længe), snitbønner (de store, flade bønner) og de besværlige hestebønner (som skal bælges og smuttes før man kommer ind til den lille smaragdgrønne guldklump, der har så mild og fortryllende en smag).

Og de har dem NU!

Derfor er der i morgen på Bondens Marked på Sankt Jakobs Plads på Østerbro et bønneorgie extraordinaire. Jeg har i min lille bod stillet alle de nævnte bønnesorter på parade – og som en særlig hyldest til supermarkedernes tyranni er der slagtilbud på grønne, økologiske bønner. Husk, Bondens Marked og Omegn i Torvehallerne er formentlig de eneste steder i byen, du overhovedet kan finde økologiske, grønne bønner.

Slå til nu.

Det starter klokken 10 og lukker klokken 16. Jeg kan dog ikke garantere, at bønnerne rækker til hele dagen.

*) Jeg vil ikke her diskutere hvorvidt Savannah-bønnen er berettiget eller ej, blot bemærke, at i et land som Kenya, med fødevaremangel, tørke og meget lidt landbrugsjord er det da påfaldende at den mest frugtbare jord og sindssyge mængder vand går til at producere fødevarer til eksport. Jeg mindes at have læst, at før den Kenyanske bønne lander på middagsbordet i Nordeuropa er der brugt fire liter vand per bønne – og selv om bønneproduktionen kan give folk i Kenya arbejde på kort sigt, virker det på mig … temmelig kortsigtet.