Når så relativt mange (eller måske ikke så mange – bare relativt højrøstede) mennesker stiller sig an IRL eller på nettet og protesterer mod aflivningen og den efterfølgende partering af babygiraffen Marius, er det selvfølgelig et symptom på det, man kalder bambikomplekset. Et kompleks, der har fået navn efter Walt Disneys film fra 1942 – hvor især den rørende scene, hvor Bambis mor bliver skudt af en jæger, og Bambi løber alene rundt i sneen og kalder på sin mama, betød, at mange amerikanere fik modvilje mod jagt. Selv hærdebrede bedstefædre erklærede, efter at have set filmen med deres børnebørn, at »I’ll never hunt again« og solgte deres jagtudstyr.
Bambi satte nye rekorder for naturalistisk tegnefilm. Naturen er fantastisk flot beskrevet i Bambi – det eneste, det halter lidt med, er dyrene. Især Bambi. Disneys tegnere greb nemlig til gammelkendte tricks, for at få filmen til at virke: Gør hovedet og øjnene større, gør det hvide i øjnene tydeligere og lav snuden mindre. Et trick, der er velkendt fra alle andre Disney-film, også fra Dumbo, der kom året før, og rummer en lige så rystende mor-adskilles-fra-barn-scene. Og et trick der kendes fra utallige malerier, der forestiller grædende sigøjnerbørn, og som kendes under navnet fiduskunst. Bambikomplekset er med andre ord en art antropomorfisering af dyrene. Det bliver selvfølgelig lettere af at en (ung) giraf i forvejen stiller sig nuttet an med store, brune øjne og bløde øjenvipper.
Københavns Zoos vicedirektør, Bengt Holst, har forbilledligt klart forklaret, hvorfor Marius måtte møde en .44 med munden fuld af rugbrød, og for det pædagogiske projekt i at lade publikum bivåne den efterfølgende partering af kroppen, så det vil jeg slet ikke komme nærmere ind på her.
Det sjove er, herfra hvor jeg sidder, at Marius har afledt opmærksomheden fra en debat, der ellers lige var blevet interessant – nemlig debatten om hvordan det går med vores svineproduktion herhjemme. Jeg mener ikke det med at hangrisene bliver kastreret uden bedøvelse, jeg mener ikke det med at de systematisk får fjernet hjørnetænder og får kuperet haler, ligeledes uden bedøvelse, jeg mener heller ikke det med at de har en 3*3-bjælke i et metalrør som erstatning for rede og rodemateriale (heck, hvis alle grise skulle have 400 gram halm om dagen som rede- og rodemateriale brugte vi for Fanden da fem års dansk halmproduktion på et år), jeg mener heller ikke det med de 25.000 pattegrise, der dør om dagen, for uha, det er jo meget værre i den økologiske produktion og vi er jo meget bedre end i resten af verden, nej, jeg mener den ufatteligt interessante afsløring af at myndighederne ikke vil gå ind i de stalde, der angiveligt spreder antibiotikaresistente bakterier, de såkaldte MRSA-bakterier, fordi det er til gene for erhvervet.
For den ubehagelige sandhed er, som den amerikanske kulturhistoriker Leo Marx hævder, at vi som mennesker har en længsel efter en paradisisk tilstand, en længsel, der harmonerer meget dårligt med med det moderne, som vi som mennesker er mindst lige så afhængige af – alene forestillingen om at det kan lade sig gøre at producere svinekam til 35 kroner kiloet eller at det kan lade sig gøre at konkurrere med svineproducenterne i Kina eller Brasilien. Moderniteten kræver ofre. Hvad enten ofrene så hedder Marius, 25.000 døde smågrise, halerne, nosserne og hjørnetænderne på de 38.999.975 overlevende grise eller – og her bliver det uhyggeligt – folkesundheden.
Vi kan vælge, om vi vil ændre på fremtiden eller lukke øjnene for ofrene. Marius kom som giraffa ex machina, og reddede os på målstregen fra at tage den ubehagelige diskussion. Det er meget nemmere at diskutere en girafbaby ved navn Marius.
Skriv et svar