Et spørgsmål om nosser

»Stop for kastration truer svinekødseksporten«, basunerede Foodculture (ikke at forveksle med madkultur) i den forløbne uge. Kastration er et af de følsomme emner i moderne svineproduktion: 14 millioner smågrise bliver årligt kastreret, fordi der er risiko for, at hangrise, når de bliver kønsmodne, udvikler ornelugt.

Ornelugten skyldes to stoffer androstenon, der dannes i svinenes testikler, og skatol, som er et biprodukt af fordøjelsen, og dannes, når aminosyren tryptofan bliver nedbrudt af bakterier i svinenes tyktarm og blindtarm. Skatol-dannelsen kan man påvirke gennem fodringen. Men lugtene er begge ubehagelige, og begge stoffer lagres i svinenes fedt.

Grisene bliver kastreret når de er mellem 2 og 7 dage gamle, det foregår uden bedøvelse. Jeg har såmænd selv været med til det i min pure ungdom. Nu er den hyggelige, gamle praksis i fare: Kastration uden bedøvelse bliver forbudt i hele EU i 2018. I artiklen blev professor Klaus Grunert fra MAPP Centre for Research on Customer Relations in the Food Sector på Århus Universitet citeret for følgende lille perle:

»Japanske og kinesiske forbrugere er meget lugtfølsomme. Der er ikke videnskabeligt belæg for det, men mine informanter i disse lande, og til dels også USA, siger, at de ikke vil acceptere svinekød fra hangrise, hvis de ikke er kastreret«

KINESERNE ER SGU SÅ SARTE
Grunerts udtalelser tager henviser til rapporten »Vurdering af alternativer til kastration af hangrise på forskellige markeder af relevans for den danske svinekødssektor«. her citeres to yderpunkter, nemlig:

»Informanterne fra UK og Australien, hvor kastration blev afskaffet allerede i 70erne ud fra økonomiske hensyn, mener at ornelugt er et meget overvurderet problem og henviser til, at der stort set ikke kommer klager fra forbrugerne« og »informanterne fra Kina og især Japan, som sagde at deres forbrugere er de mest lugtfølsomme i verden, selv om der ikke findes publicerede undersøgelser om ornelugt i disse to lande. I Japan bliver ikke kastrerede svinekroppe frasorteret i slagteprocessen«

En professor, der udtaler sig skråsikkert om noget uden videnskabeligt belæg, kun på baggrund af »informanter«? Det er sgu mit privilegium, så det fik mig selvfølgelig straks i research-mode. Den eneste »dokumentation«, jeg har kunnet finde for at japanske og kinesiske forbrugeres lugtfølsomhed – og her især følsomme over for skatol og androstenon – er fra Avery Gilberts Smell Survey fra 1987, som blev foretaget i samarbejde med National Geographic Society og publiceret i Annals of The New York Academy of Sciences. Og her er tallene for Europa – undtagen Storbritannien – og Asien:

[table id=1 /]

Sjovt, ikke? Noget tyder på, at Grunerts informanter må være asiatiske kvinder. De er nemlig mere følsomme over for androstenon end europæiske kvinder – mens mændene til gengæld er mindre følsomme. Og forskellene er vel egentlig kun interessante, hvis man betænker at 2 % af den kinesiske befolkning udgør cirka 26 millioner mennesker.

ALTERNATIVER TIL KASTRATION
Nuvel. Der er selvfølgelig alternativer til kastraktion. I Grunerts rapport – og i det svenske landbrugsministeriums Redovisning av uppdrag om kastrering av smågrisar fra sidste år – gennemgås de fleste: Fra vaccination (også kaldet kemisk kastraktion) over sortering af sæd og frasortering af orner med ornelugt på slagteriet.

I Danmark får smågrisene smertelindrende medicin efter kastrationen – fx med Metacam, der meget praktisk, kan blandes i foderet, sammen med antibiotikaen. Jeg håber – oh, conspiracy theoreticizing me – ikke metacam har hormonforstyrrende effekt (som så mange andre NSAID-præparater), for med 29 millioner svin om året (og ambitioner om flere) og med de hormoner, der allerede er i spil, når soen skal i brunst, kan vores børn og børnebørn allesammen synge med på den gamle Bowie-sang, Rebel Rebel: »You’ve got your mother in a whirl / She’s not sure if you’re a boy or a girl« … mens de lægger dækmaske for at skjule tamponsygen.

Nuvel. Nok er nok, og det er vist på tide, nogen tager fat om nældens rod: Det er uacceptabelt at kastrere 14 millioner svin om året. Medicinske løsninger – hvad enten det er kemisk kastration, bedøvelse og / eller smertelindring – er dyre, og under alle omstændigheder udtryk for en forsimplet tankegang. Sortering af sæd og fremavl af svin, der ikke producerer androstenol er teknologier, der har lange udsigter.

Det er, i parentes bemærket, også usmageligt, hvis man som økologisk frilandsproducent blot undlader at købe hangrise for at kunne reklamere med at man går mod kastration. For vi ved jo godt, hvad der sker med de hangrise, I ikke køber, ikke sandt? Lige nemlig: Af med bollerne og tilbage i Tysklandskøen med jer.

FRASORTERING PÅ SLAGTERIET
Men hvad så med frasortering af svin med ornelugt på slagteriet? Jo, faktisk er det en teknologi, der allerede er udviklet – og det endda her i Danmark – for små 25 år siden.  Femogtyve år siden. Slagteriernes Forskningsinstitut, der i dag er en del af Teknologisk Institut, udviklede en metode, hvorved man ved hjælp af spektrofotometri (hvor man måler hvor meget lys af en bestemt bølgelængde, der slipper gennem en opløst fedtprøve fra grisen) kunne afgøre, om fedtet indeholder for meget skatol.

Den metode blev selvfølgelig ikke til noget på grund af det sædvanlige: Forbrugerne vil ikke betale osv. osv. Men der er trods alt gået 25 år siden da – og når der på DTU sidder højtbetalte forskere og udvikler optiske måleinstrumenter, der kan styre en robotiseret udskæringsproces, kunne det vel også tænkes, at computerteknologien var så langt fremme, at man kunne videreudvikle på SFI’s gamle metode (fx så den tager hensyn til androstenon, som man ikke på samme måde kan nedbringe gennem fodringen).

Computerkraften og databehandlingskapaciteten er blevet større og billigere i de seneste 25 år, som man vil sikkert vil nikke bifaldende til i Højteknologifondet. Og når nu vi alligevel lægger 185 millioner i Svineafgiftsfonden, så kunne vi vel lige så godt bruge i det mindste øremærke et par små bitte millioner til at udvikle den slags teknologi (der er i dag 800.000 til alternativer til kastration – relativt beskedent i forhold til de 15,4 millioner til støtte af afsætningen i Japan).

FILOSOFISKE BETRAGTNINGER (ANDET VILLE LIGNE MIG DÅRLIGT)
Jeg har selvfølgelig også en løsning til de mere kvalitetsorienterede producenter og forbrugere – hvorfor ikke lave en produktion af grise, der bliver slagtet før de bliver kønsmodne og dermed danner androstenon? Jeg kan allerede se dem for mig, de passer lige til en stor Weber-grill, og jeg er da helt sikker på, der er mange grill-glade villaejere vil elske at kunne byde naboer og venner på en gang helstegt ungsvin (produktet findes allerede i Sverige – på Ängavallen laver de lige præcis den slags for at undgå at kastrere, og uha, det ser godt ud med sådan en griseryg på størrelse med en lammeryg).

It all adds up:

• Bæredygtig svineproduktion er lig med en produktion, hvor mængden af svin er afpasset den fodermængde, der er til rådighed inden for gården (eller lokalområdet, eller hvad man nu enes om, afhængigt af hvor mange svineproducenter man ønsker på en egn)
• Bæredygtig svineproduktion er en produktion, hvor medicinen anvendes til syge dyr på individniveau og ikke på besætningsniveau til behandling af systematisk beskadigede dyr
• Bæredygtig svineproduktion er en produktion, hvor prisen på kødet afspejler kvaliteten, og hvor såvel svineproducent som svin behandles med respekt …

POST SCRIPTUM
Og så kan man i øvrigt stille sig en række andre relevante spørgsmål, mens ekkoet fra dommedagsbasunerne i foodculture (ikke at forveksle med madkultur) klinger ud – det er egentlig spørgsmål, der gør det hele lidt ligegyldigt:

• For et par uger siden var det vigtigt at bevare den intensive, danske landbrugsproduktion fordi Vorherre har givet os den gode jord, og fordi de 9 milliarder mennesker på jorden ellers ville gå sultne i seng (Politiken, 23. februar 2014) – hvis det stadig er dansk landbrug, der skal brødføde 9 milliarder mennesker, ville jeg i en ruf begynde at nedlægge svinefarme, minkfarme og rapsmarker, så jeg kunne producere rigtig meget mad: De fleste af dem, der sulter for alvor, spiser nemlig slet ikke svinekød (og jeg spiser i øvrigt ikke mink)
• Hvad mon Danish Crown og L&F og Foodculture (ikke at forveksle med madkultur) og Klaus Grunert har tænkt sig at gøre, når fosfor-ressourcerne om ikke så mange år er udtømte? Vi importerer en frygtelig masse fosfor til EU, det meste af det bruges til fodertilskud. Uden fosfor får grisene knogleskørhed. De kan nemlig ikke udnytte den fosfor, der er i soja og byg (den skider de til gengæld ud, så den ender i vandmiljøet, som derved bliver eutrofierede). Gæt i øvrigt hvem der sidder tungt på en masse fosforreserver: Rigtigt. Kina.