FN har en særlig »rapporteur« på fødevareområdet, Olivier De Schutter, som med jævne mellemrum udsender bulletiner fra de dele af verden, hvor forsyningssikkerheden er lav. Bulletinerne passer ikke altid helt ind i det mindset, vi er vant til her vores del af verden. Sidst han fik hovedet på denne blog, var det efter han i 2010 havde konkluderet, at fremtidens fødevareforsyning kun kan sikres hvis man baserer landbruget på agroøkologi (det har ikke så meget med det røde ø-mærke at gøre, som med en holistisk tilgang, der vurderer miljøbelastning, dyrenes / jordens sundhed og bondens velbefindende under et).
Nu er den gal igen. De Schutter påstår i en ny rapport, at demokrati og diversitet kan rette op på det, han kalder »broken food systems«. De Schutter taler om lokale fødevaresystemer som vejen frem – forsyningssikkerheden skal bedres ved at give lokale bønder muligheder for at producere, bl.a. ved at de lokale myndigheder skaber »fattigdomsreducernede tiltag«, som støtte til uddannelse (i ovennævnte agroøkologiske produktionsmetoder), god infrastruktur (veje etc.) og sørger for bedre faciliteter til oplagring og adgang til lokale markeder.
De Schutters rapport står i skærende kontrast til holdningen på Axeltorv. Her har man oprettet et såkaldt Afrika-netværk, der med udgangspunkt i mantraet »Afrika rummer store potentialer for danske landmænd og agroindustrivirksomheder«, blandt andet undersøger mulighederne for at øge den animalske produktion (svin, malkekvæg) i Afrika – med assistance fra den estiske investeringsbank Tritonia.
Og De Schutters rapport står i skærende kontrast til konklusionerne fra en konference i Abu Dhabi, hvor en række afrikanske landbrugsministre blev enige om at »Afrika har brug for at få landbruget kommercialiseret, og at der er behov for at medvirke til, at de mange meget små landbrug bliver afløst af større og kommercielt drevne farme« (Danish Farmers Abroad).
De lokale fødevaresystemer kan på sin vis ses som delelementer i et globalt fødevaresystem. Og det er mekanismerne i det globale fødevareystem, der har ødelagt de lokale fødevaresystemer. Vores fødevaresystemer er i dag globaliseret i en sådan grad, at der efter min mening er nøje sammenhæng mellem dårligdommene i vores del af verden (fedme, diabetes) og dårligdommene i den tredje verden (hungersnød, mangelsygdomme):
Jo mere vi baserer vores fødevareforsyning på en overflod af billige (og ensartede) råvarer, jo mere vi forlader os på et ensidigt, produktionalistisk vækstparadigme og jo mere vi koncentrerer ansvaret for fødevareforsyningen på få, globale aktører, jo federe bliver vi, og jo mere overskudsproduktion kan vi dumpe på den tredje verden – med den sidegevinst at det aldrig bliver økonomisk attraktivt at opbygge en lokal fødevareproduktion i de lande, det går ud over.
Og det globale system er en nødvendig medspiller for at rette op på de lokale systemer. De Schutter nævner Verdenshandelsorganisationen, WTO, som en aktiv modspiller i opbygningen af bæredygtige fødevaresystemer: Hensynet til international handel bliver altid vurderet højere end lokalsamfundenes forsøg på at genskabe forsyningssikkerheden ved fx at investere i småskalalandbrug.
Hvis man udvider den animalske produktion – efter vanlig, old-fashioned førsteverdensproduktionistisk model – som L&F og Abu Dhabi-konferencen er det jo blot en garanti for at de afrikanske fødevaresystemer kommer til at passe som pik i Grethe ind i den store, velsmurte globaliserede fødevaremaskine.
Det er en garanti for at WTOs medlemmer kan sove roligt om natten.
Det er en garanti for at små producenter ikke får nogen mulighed for at overleve.
Men det er ikke nogen garanti for fødevaresikkerheden, skal man tro De Schutter.
Det er måske værd at huske, at De Schutter har sit mandat fra De forenede Nationer. I særdeleshed fra De forenede Nationers Menneskerettighedserklæring. Her hedder det i artikel 25:
Everyone has the right to a standard of living adequate for the health and well-being of himself and of his family, including food, clothing, housing and medical care and necessary social services, and the right to security in the event of unemployment, sickness, disability, widowhood, old age or other lack of livelihood in circumstances beyond his control.
Og så er vi tilbage på hjemlig grund. For, som Marie Krarup for nyligt skrev i Berlingske Tidende, så er det Fanden selv, der har skabt Menneskerettighederne. Når Satans yndling, Olivier De Schutter, således mener, landmændene i Afrika selv skal have lov til at bestemme, hvad de vil dyrke på deres marker, er det et udtryk for farisæisme, et udtryk for at han tror, han kender forskel på hvad der er ondt og godt.
Og det kan vi jo ikke have. Så hellere lade markedet råde, som sande, kristne velgørere. Onward, Christian soldiers. Landgrabbing ahoy.
Skriv et svar