I næste uge udkommer Madkulturens Måltidsindeks. Madkulturens direktør, Judith Kyst, løftede sløret for nogle af resultaterne af årets spørgeskemaundersøgelse i P1 Morgen i lørdags. Blandt andet så hun en sammenhæng mellem et fald i antallet af respondenter, der selv laver deres mad fra grunden og stigningen i antallet af overvægtige. »Vi udliciterer vores sundhed«, som Judith Kyst formulerede det.
For os, der har næsen i plovfuren, kommer det ikke som en overraskelse, at folk laver mindre mad selv og i højere grad forlader sig for løsninger, i form af hel- eller halvfabrikata. Årsagerne er, ifølge Judith Kyst, at vi »har travlt«. Det er en meget populær myte – som selvfølgelig også bliver hevet af stalden i tide og utide.
Således kører nemlig.com’s tv-reklamer på at »der må være lettere måder at købe ind på (end at trække en punkteret cykel med en skrigende unge gennem regnvejret mens ens ananas triller ud af posen)«.
Og således har Årstiderne – der startede idealistisk med en kasse med årstidens lokaltproducerede grønt – i dag hele 13 (tretten!) forskellige kassetilbud, hvor man blandt andet kan vælge mellem en kvikkasse og en (nu må jeg bede om mine himmelblå) kvik-kvikkasse. I den sidste er det så som så med det årstidsbetingede og det lokalproducerede: De varer, der ikke er halvfabrikata, er importeret fra Spanien – og i denne uge er der hele to slags tomater.
Hurra.
Eller rettere: Jeg kaster lidt op i min mund.
Årstiderne spiller selvfølgelig med på myten om at vi har travlt, men deres måltidskasser spiller – som andre måltidskasser på markedet – også på en anden myte: Nemlig at det skal være nemt at lave mad.
Begge myter er forkerte. Ifølge en analyse fra Rockwoolfonden (fra 2015) har vi samme mængde fritid som for 45 år siden – og vi bruger den samme mængde tid på at pleje os selv, herunder på at spise, som vi gjorde for 45 år siden. Vi fylder bare vores fritid med noget andet: Hvem har ikke en nabo, der pligtskyldigt løber rundt om blokken / tager i fritidscenter / kører sin carboncykel ud på landet – for derefter at hente en thaibox?
Det, ikke selv at lave sin mad, er ifølge Madkulturens Måltidsindeks også forbundet med skam, men i virkeligheden passer prioriteringerne, der ligger bag valget af de nemme løsninger, jo netop ind i vores protestantiske kultur:
Maden er noget sekundært, noget, der kun tjener til at give os energi til arbejdet. Skammen er en del af madforståelsen i den protestantiske arbejdsmoral: Hvis jeg nyder min mad for meget, synder jeg. Mens fritidens fysiske aktiviteter – hvad enten de foregår i lycra, på en romaskine eller på en carboncykel – er med til at optimere vores krop og give os større værdi på arbejdsmarkedet.
Jeg vil vove den påstand, at færdigløsninger, halvfabrikata, måltidskasser og andre »nemme løsninger« i virkeligheden er yderligere med til at fragmentere og forarme vores madkultur. I hvert fald hvis man betragter madkulturen på den måde Jacques de France (Leif Blædel) skrev om den i starten af tresserne:
En madkultur kræver, at hovedformålet i køkkenet er at lade »råvarernes bedste egenskaber træde klart frem eller spille mod hinanden, så de gensidigt fremhæves» – og af de spisende kræver det en »kunstnerisk holdning, som er forudsætningen for, at det (publikum, mb) kan kende forskel på de ægte værdier og tomme effekter eller det simpelt hen dårlige«.
Når indkøb – og i mange tilfælde processen helt frem til maden kommer på bordet – er et spørgsmål om at åbne en mobil-applikation og sætte kryds i et par rubrikker, mister publikum, den spisende, kendskabet til hvor råvaren kommer fra. hvordan den er produceret og hvordan den tilberedes.
I de allerværste tilfælde mister publikum, den spisende også sansen for hvad der er årstidens produkter, hvad der er de lokale produkter og hvad de lokale tilberedninger er.
Og spørgsmålet er, om det ikke er på tide med et oprør mod myterne: Nej, du har ikke mere travlt end at du har tid til at vælge en ordentlig råvare.
Så må du sgu droppe din løbetur og den efterfølgende thaibox.
Skriv et svar