IPCC-rapport: Okay, doomer?

IPCC, Intergovernmental Panel on Climate Change, har udgivet sin sjette samlede rapport om klimaforandringerne. Konklusionerne er temmelig nedslående: Hvis vi skal holde temperaturstigningerne under de 1,5°, der var målet for Paris-aftalen, der blev indgået i 2015 på COP21 i Frankrig, skal der ske en omgående og omfattende reduktion af udledningen af drivhusgasser.

IPCC er endda optimistisk, for går man til en af klimaforskningens founding fathers, James Hansen, hedder det i artiklen Global Warming in the Pipeline fra 2022: Eventual global warming due to today’s GHG forcing alone — after slow feedbacks operate — is about 10°C.

Det siger – eller burde i hvert fald sige – sig selv, at en verden, der er 10° varmere end den, vi lever i i dag, er ubeboelig for mennesker. Og det bliver farligt allerede ved lavere temperaturer:

Allerede sidste sommer så vi temperaturer på over 50° på udsatte steder. Mennesker og andre dyr har brug for at komme af med overskudsvarme – hos os sker det ved hjælp af sved – og hvis temperaturen og luftfugtigheden er høj, bliver det umuligt at komme af med overskudsvarmen, og vi dør af hypertermi, varmestress. 35° i skyggen over længere tid er dødeligt.

Temperaturstigningerne har selvfølgelig også konsekvenser for vores fødevareforsyning – blandt andet bliver udbytterne lavere og næringsindholdet ringere – så der er i høj grad grund til at gøre noget.

Og dette noget bliver vanskeligere, jo længere tid vi venter. Som chefen for DMIs nationale center for klimaforskning, Adrian Lema, skriver på Twitter: »Selvom 1,5 er teknisk muligt er det allerhelvedes svært og ville kræve en grundlæggende og fundamental global omstilling. Nu«.

Det kræver investeringer, der er mellem tre og seks gange større end dem, vi foretager i dag, ifølge IPCC’s formand, Hoesung Lee. Men investeringerne skal foretages med fornuft. Og her kommer en af figurerne fra IPCC-rapporten til hjælp: forskerne har beregnet hvilke virkemidler, der har størst bang for the buck, altså hvor det bedst kan betale sig at sætte ind.

ENERGI
Tænk på energiområdet er det hverken atomkraft eller den nye, danske (og saudiarabiske) kæledægge, CO₂-lagring, der kommer ind i toppen. Det gør derimod sol og vind, hvor det med meget få omkostninger er muligt at halvere udledningen af drivhusgasser.

Både CO₂-lagring og kernekraft kræver investeringer, der ligger væsentligt højere, og har noget mindre bang for the buck. For atomkraftens vedkommende ligger det helt i tråd med Bent Flyvbjergs betragtninger fra Weekendavisens Ideer-tillæg fredag den 17. marts: Anlægning af et atomkraftanlæg er afhængigt af dele, der er produceret specifikt til det enkelte anlæg, hvilket gør fejltagelser (som uvægerligt vil ske) enormt dyre.

Dertil skal man lægge de langvarige forhandlings- og godkendelsesprocedurer, der i et demokratisk land som Danmark skal til, både når det skal besluttes hvor anlægget skal ligge, og når det skal besluttes, hvor affaldet skal placeres (og nej, saltreaktoren kommer ikke i produktions-mode før 2030).

MAD
På fødevareområdet har IPCC ikke foretaget beregninger over hvor meget man kan reducere udledningen af drivhusgasser ved en kostomlægning – som jeg tidligere har været inde på her på sitet er mad en individuel og kulturelt betinget størrelse, hvor man ikke bare kan sige one size fits all, og beregne omkostningerne ved forskellige tiltag på globalt plan.

Men ren mutterwitz tilsiger, at en gradvis nedskæring af kødforbruget ikke vil være nogen skade til – især ikke i den rige del af verden, som i forvejen konsumerer mest kød. Og det er i forvejen den rigeste del af verden, der er ansvarlige for den største udledning af drivhusgasser:

Ud over at have betydning for metanudledningen (metan er tyve gange så kraftig en drivhusgas som CO₂, men bliver nedbrudt efter ti år, i modsætning til CO₂, der bliver hængende i hundrede år), har kødforbruget indflydelse på hvor meget natur, der ødelægges hvert år – tænk blot på den regnskov, der bliver fældet for at dyrke soja til svinefoder – og det er netop bevarelsen og genetableringen af naturområder, der, sammen med fx CO₂-oplagring i landområder, er den bedste investering på det område, IPCC har valgt at kalde »Land, Water, Food«.

Selvføgelig skal det lige nævnes, at en gruppe forskere, under ledelse af Catherine Ivanovic fra Columbia University, netop har publiceret en artikel i Nature, hvor de gennemgør forskellige fødevaregruppers bidrag til den globale opvarmning, og kommer frem til at det er i de mest »metantunge« fødevaregrupper – ris, kød og mejeriprodukter – der skal sættes ind.

De foreslår i artiklen Future warming from global food consumption, at man arbejder med en poltitisk reduktion af forbruget – fx gennem sundhedsmæssige tiltag, at man ser på at opveje metanudledningen med reduktion af drivhusgasudledningen andre steder og endelig at man arbejder på at nedbringe spildet i de tre fødevaregrupper.

OG POLITIKERNE?
Men kan vi så forvente en hærskare af begejstrede politikere, der strømmer til for at foreslå lovændringer? Nok næppe. I hvert fald er jeg tæt på at dele den twitterkvalme, som Frederik Sandby fra Klimabevægelsen giver udtryk for i dagens udgave af Politiken (22. marts), da han efter at have læst politiker-tweets om IPCC-rapporten kunne konstatere, at:

»Kloden er ved at sprænge alle sine fysiske rammer, mens politikerne viser nye teknologier frem og vil skabe nye væksteventyr. Derimod afskriver de de mest effektive tiltag. De drømmer om, hvad der kan ske i fremtiden, men forholder sig ikke til den stigende udledning, vi rent faktisk kan måle«

Kvalmen her er lidt som da jeg sidste år overværede præsentationen af IPCCs delrapport om tiltag til at afbøde klimaforandringerne: der var en ufattelig optimisme at spore hos alle de tilstedeværende – en optimisme, der ganske rigtigt bundede i mulighederne for et nyt væksteventyr. Jeg vil gerne tilslutte mig geografiprofessor Lisa Schipper fra Bonn, når hun på twitter skriver:

»Lack of social sciences and humanities in climate knowledge due to the domination of natural sciences, including modelling, has resulted in science that has not been implemented. Bypassing detail and contextual knowledge in the search for reductionist, simple messages has resulted in techno-optimism and a solutionist perspective that does not sufficiently recognise climate justice, equity dimensions nor acknowledge that the way forward requires societal transformation«

… For, dudes og dudettes, der er ikke noget, der hedder grøn vækst. Kodeordet er degrowth. Og det er ikke et teknologisk fix, snarere tværtimod – det er en langsom afvejning af om eksisterende teknologier kan gøres mere klimavenlige eller om der skal findes alternativer, og så er det et studie i hvordan teknologierne er indlejret i samfundet, og om det er muligt at erstatte dem med andre (og det skal ikke nødvendigvis forstås som ren luddisme).

Og, dudes og dudettes, et konstant fokus på teknologiske løsninger og modeller gør det let for klimaskeptikerne (som man desværre kalder dem) at skyde argumenterne ned med de klassiske argumenter:

• Send ansvaret videre (vi udgør kun en lille del af den globale udledning; det er individet, der skal starte; hvis vi går først, er der andre, der overtager vores gode forretning)
• Lægge vægt på det negative (vi skal ikke kaste os over den første, den bedste ukomplette løsning; hvis vi udfaser fossile brændstoffer, vil det gå ud over den tredje verden; hvad med familien Olsens pasta med kødsovs, må de så heller ikke få den mere?)
• Lægge vægt på ikke-transformative løsninger (der kommer en ny og bedre teknologi; samfundet vil reagere negativt på restriktioner; fossile brændstoffer er nu engang en del af pakken; alle os på denne side af bordet er helt enige om at det er en alvorlig trussel (men vi har ikke tænkt os at gøre noget ved det))
• Overgivelse til enten den ene eller anden side (det er umuligt at gennemføre så drastiske ændringer i et demokratisk samfund; vi gør for lidt og for sent, vi er fordømte)

Og, endelig, dudes og dudettes, måske var det en ide at se på hvor mange investeringer, samfundet egentlig har gjort i fossile brændstoffer og de teknologier, der er alt for dyre – en del af inertien i det politiske system kan tænkes at være knyttet hertil.