Fremtiden for dansk landbrug og dansk madkultur er noget dyster. I hvert fald hvis man skal tro Peter Gæmelkes kronik i Politiken den 25. juli. I 2017 vil der kun være 12.000 fuldtidslandbrug tilbage – og de vil være udrustet til at levere råvarer, der kan værdiforøges og sælges til oplevelseshungrende forbrugere i hele verden.
Det er altid morsomt, når fødevareerhvervets topfolk skal udtale sig om ting, de ikke har forstand på. I dette tilfælde mad og mennesker. Maden bliver reduceret til en råvare – og mennesket til en oplevelseshungrende forbrugermasse.
Jeg håber ikke det karakteriserer den samlede bondestands verdenssyn, når Gæmelke etnocentrisk placerer den vestlige verden på det højeste udviklingstrin: Vi vil nemlig ikke kun være mætte, vi vil også more os – i modsætning til de primitive vilde, hvor maden kun tjener et formål, nemlig at mætte!
Gæmelke synes i hvert fald, at det for kineserne er topmålet af velstand at de »overtager mange af de fødevarevaner, som de rige vestlige lande har«. Og i øvrigt i samme åndedrag ser bort fra, at der ikke kendes kulturer, hvor det at tilberede og servere mad ikke har været forbundet med en form for æstetisering (som dog selvfølgelig ikke har kunnet gøres op i fortjeneste for fødevareerhvervene).
Ser man bort fra det snævre kultursyn og ser på Gæmelkes kronik ud fra et BØLE-synspunkt, fristes man til at lettes over at den ikke i så stort omfang handler om mad. Men går man lidt bag ordene og ser på deres konsekvens for vores madkultur, fristes man til – vel vidende, at det er en kliche af rang – med Peter Schrøders lille mand at udbryde: det er fanme uhyggeligt!
Det handler nemlig om værdiforøgelse. Og nøglen til værdiforøgelsen er hos Gæmelke bioteknologien. Bioteknologien vil, i Gæmelkes vision, levere de »enzymer og bakterier«, der skal til, for at vi kan få bedre foder, bedre produkter, bedre miljø og mere sundhed.
Dansk landbrug (jeg bruger her svineproduktionen som eksempel) er baseret på billigt foder. I første omgang sojaskrå – affald fra den argentinske produktion af sojaolie. Samtidig bliver landbruget støttet af EU – støtten kan blandt andet være eksport- og salgsfremme (for mælkeproducenternes vedkommende baserer støtten sig på fedt-produktion). Det har alvorlige konsekvenser for dyrevelfærd, sikkerhed, miljø og sundhed:
- Den bevidstløse fodringsstrategi giver svinene tarmslyng og stress – som i anden række er årsag til halebidning og i tredje række til diarreer, der kureres med et overforbrug af antibiotika
- De store enheder giver selvfølgelig også sygdomsfremkaldende bakterier gode muligheder for at sprede sig – ikke alene fra dyr til dyr men også fra dyr til menneske. Overforbruget af antibiotika har fx allerede ført til at man har fundet methicilin-resistente stafylokokker (MRSA) hos svineavlere i Europa
- Svinegødning er fantastisk i haven og på markerne. Men når man har dyrene i så store enheder, som man har i dag, er det ikke længere gødning, man har at gøre med. Man har at gøre med en potentiel, kemisk katastrofe af Bhopal-omfang
- Den bevidstløse fodringsstrategi medfører også at fedtsyresammensætningen i kødet ikke lever op til de ernæringsmæssige anbefalinger. Der er fx et unaturligt lavt indhold af umættede fedtsyrer i konventionelt fabriks-svinekød – mens det er noget højere i økologisk svinekød
- Takket være EU-støtten er der en overproduktion af kød. Som jo skal spises af nogen – derfor gennemføres af og til kampagner, der skal sikre, at vi spiser mere kød – med fedmeepidemi og hjerte-karsygdomme til følge
Gæmelke peger i Politiken på den forjættende bioteknologi som løsning på alle disse problemer. Jeg har før været inde på at man forsøger at forbedre svinekødets fedtsyresammensætning ad bioteknologisk vej. Og på, at den samme virkning kunne opnås, hvis man fodrede svinene i overensstemmelse med deres natur.
Jeg kan fremføre lignende løsninger på de øvrige problemer: Fodringsstrategien giver mindre stress, mindre halebidning (så kan man måske få sig en ordentlig stegt grisehale igen?) og mindre diarre. Mindre diarre giver mindre mindre brug af antibiotika. Og mindre bestande giver færre chancer for spredning af resistente bakterier.
Det bliver selvfølgelig dyrt. Svinekød er horribelt billigt i vore dage – en voldsom prisstigning ville kun føre til at vi spiste mindre svinekød (vi spiser i gennemsnit et kg om ugen, så forudsat vi ikke spiser andet end svinekød, kan vi godt tåle en reduktion på 51 %, hvis vi skal være rigtig sunde). Og hvis svinekødet så samtidig blev af en bedre ernæringsmæssig kvalitet, ville landbruget for alvor have gjort noget for at bremse fedmeepidemien (her og i Kina).
Men det er ikke tilfældet. Bioteknologien skal hjælpe med til ikke alene at bevare status quo, men også til at gøre landbruget endnu mere produktivt. Så det er disse tilstande, som Gæmelke glædestrålende vil eksportere til kineserne – det synes ikke alene at være vores madkultur, der er i fare, men hele verdens …
Personligt ville jeg derfor have foretrukket at Gæmelke havde peget en anden vej: Mod en omlægning af landbruget til mindre enheder, der først og fremmest skal levere til lokalsamfundet, og hvor der vel at mærke er lokale virksomheder, der formår at forædle produkterne.
For en ting er sikker – den værdiforøgelse, Gæmelke taler om, kommer fra os indkøbsvognsskubbere, fra den oplevelseshungrende forbrugermasse. Og den ender i lommerne på dem, der fremstiller »enzymer og bakterier« og i lommerne på dem, der markedsfører varerne (bl.a. også hos de humanistiske kandidater, Gæmelke kalder et »problem for det danske samfund«).
Men der er et sted, værdiforøgelsen ikke ender: Hos Gæmelkes egne medlemmer.
Skriv et svar